2021-06-02 13:20:01

Johnny Thomsen tørner ud for Serie 3-hold

Den tidligere Superliga-spiller Johnny Thomsen har valgt at spille for barndomsklubben Fredericia KFUM, og han håber, at han kan få holdet tilbage i Serie 2.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den rutinerede back er dog vendt tilbage til fodboldverdenen, dog på et noget lavere niveau. Johnny Thomsen siger til LigaBold.dk, at han er begyndt at spille for barndomsklubben Fredericia KFUM, hvor klubbens bedste hold frister en tilværelse i Serie 3.

- Det var der, hvor det hele startede for snart 20 år siden. Der spillede jeg sjovt nok også i Serie 3 dengang, inden jeg blev opdaget i forhold til at blive hevet ind i FC Fredericias 1. divisionstrup, så det er en meget sjov krølle på det hele at slutte og starte derude nu, siger 39-årige Johnny Thomsen til LigaBold.dk.

Det må da være specielt at være tilbage i barndomsklubben?

- Ja, det er det. At cirklen på en eller anden måde slutter kan jeg egentlig rigtig godt lide tanken om, og jeg skulle jo have et eller andet at fylde den (tiden, red.) ud med, når man har spillet fodbold i så mange år.

- Jeg tror egentlig, at jeg blev overrasket over, hvor hurtigt jeg egentlig kom til at savne det med at komme ud i et omklædningsrum. At jeg er vendt forholdsvist hurtigt tilbage til sporten, det overrasker måske mig selv lidt, men jeg kunne godt mærke, at der manglede et eller andet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Fredericia KFUM -Johnny Thomsen tørner ud for Serie 3-hold
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Jeg synes, at det er fint at være derude, hvor der er nogle unge gutter, som jeg kan se mig selv i for efterhånden mange år siden, så det, synes jeg, er spændende at have den rolle, hvor samtidigt kan bidrage med noget på en fodboldbane. Det er vigtigt for mig, og det kan jeg trods alt godt på det niveau.

Johnny Thomsen siger, at han først spillede lidt oldboysfodbold i Fredericia KFUM, men han savnede intensiteten og spændingen ved at have noget at spille for.

- Jeg startede med at spille oldboys derude med min storebror. Det var efterhånden mange år siden, at vi havde spillet sammen, så jeg startede med at spille noget oldboys.

- Det gør jeg stadigvæk, hvor jeg skal prøve at kombinere det med at spille i Serie 3. Så det var egentlig min bror, der fik mig i gang derude, og så manglede Serie 3-holdet spillere på et tidspunkt, og man bøvlede lidt med, at man var rykket ned fra Serie 2, og så kunne det være sjovt at rykke op, så det ligger vi godt til nu, og så kan vi forhåbentlig rykke op i Serie 2. 

- Det kan jeg mærke i forhold til oldboys-delen, hvor der ikke er forfærdeligt meget at spille om. Det er der dog trods alt i seriebold, hvor der er nogle op- og nedrykninger, som, jeg synes, gør det lidt sjovere lige nu i forhold til oldboys.

Formen er god

For den tidligere Superliga-spiller har det været noget af et spring at tage fra Randers FC i Superligaen til Fredericia KFUM i Serie 3. Han har dog tilpasset niveauet fint, synes han.

- Det er klart, at det er noget andet, men hvis man sætter en Serie 3-spiller i en Superliga-trup, så vil han hæve sit niveau, så fungerer det egentlig også den modsatte vej. Man løber ikke bare igennem modspillerne og laver det ene mål eller assist efter hinanden, man tilpasser sig, i forhold til måden man spiller på.

- Det er ikke fordi, jeg springer i øjnene i hver kamp. Man finder et eller andet naturligt leje, alt efter hvilket niveau som man bliver placeret på. Det er lidt specielt, men det kan jeg mærke. Man ryger op eller ned i niveau, alt efter hvilket niveau som man er på.

På banen forsøger Johnny Thomsen at hjælpe sine holdkammerater med sin rutine, mens han lader træner Mogens Hjorth, der tidligere har spillet på højt niveau, og som Thomsen kalder for 'et stort trænertalent', stå for de taktiske opgaver uden for kridtstregerne.

Den rutinerede back kan mærke, at han har passet godt på sin krop i løbet af karrieren, og derfor mærker han ikke til de store skavanker, selvom han er blevet 39 år.

- Den (Formen, red.) er faktisk god, og jeg kunne nok godt have spillet nogle flere sæsoner (på højt plan, red.) indtil mit stop. En af grundene til, at jeg kunne fortsætte i så mange år, var, at kroppen ikke som sådan sagde stop. Jeg var godt klar over, at jeg ikke blev mere eksplosiv med årene, men jeg døjede aldrig med skader eller skavanker. Der var ikke problemer, og der har der heller ikke været her.

- Lige nu er det begrænset, hvor meget opvarmning som man får ind over, så basis for nogle fibersprængninger har der været, men de er udeblevet. Så kroppen har det fint, selvom jeg ikke får trænet de der par timer om dagen, så fungerer den stadig fint.

Masser af følelser

Hvor længe Johnny Thomsen bliver ved med at spille fodbold på serieniveau, må tiden vise. Han tager det lidt, som det kommer, og Thomsen vil ikke stå i vejen for andre spillere, der kommer hyppigere til træningerne.

- Lige nu kan jeg få presset nogle kampe ind. Træninger er stadig ikke noget, som jeg gør mig så meget i. Hvis der stod ti bag i køen hver gang til kampe, som trænede to eller tre gange om ugen, så kunne jeg måske godt se en problematik der, og så ville jeg have det skidt med kun at spille kampe.

- Det er fordi, man ikke vælter sig i spillere, så det er også set i det lys. Når man begynder at tiltrække nogle flere spillere, som lægger en indsats, så tror jeg også, at jeg lidt vil kunne trække mig mere. Det er for at hjælpe holdet, så det kan rykke op i Serie 2 igen, så jeg tager det lidt fra kamp til kamp eller en halvsæson ad gangen.

Så du vil gerne give noget tilbage til barndomsklubben?

- Der er masser af følelser forbundet med det. Jeg kender nogle af gutterne, og jeg kender banerne. Nu var det godt nok grus, som jeg rendte rundt på i sin tid, men det er så blevet til kunststofbaner i dag, men de ligger samme sted, så der er mange gode minder forbundet med den klub for mig, så det har selvfølgelig også betydet noget i forhold til, at jeg gerne vil hjælpe, siger Johnny Thomsen til LigaBold.dk.

Johnny Thomsen nåede i løbet af den professionelle karriere at tørne ud for FC Fredericia, SønderjyskE, FC København og Randers FC. Han er noteret for hele 335 Superliga-kampe med tre mål og 21 assists til følge.

Fredericia KFUM topper i øjeblikket Serie 3 Pulje 50 med 19 point efter ni kampe. Det er tre point flere end Den Bosniske IF, der dog har en kamp i hånden. Johnny Thomsen og co. har tre kampe tilbage i denne sæson af Serie 3.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce