England -Journalist: Nørgaard tiltrækker sig interesse
2020-08-08 07:00:02
Foto: Getty Images

Journalist: Nørgaard tiltrækker sig interesse

Christian Nørgaard har imponeret stort i Brentford og kan stå over for et skifte til en større adresse, spår journalist George Dagless, der dækker Championship for mediet Football League World.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Brentford har haft en imponerende sæson i Championship, der ganske vist sluttede med en nedtur i playoff-finalen mod Fulham.

Angrebstrioen Said Benrahma, Ollie Watkins og Bryan Mbeumo - der også kaldes BMW - har fået meget ros, men det havde de aldrig fået uden danske Christian Nørgaard.

Det mener i hvert fald den engelske journalist George Dagless, der dækker Championship tæt for mediet Football League World.

- Nørgaard fortjener helt klart ros for den sæson, han har haft i Brentford, og jeg synes, at Thomas Franks beskrivelse af ham som 'den skjulte stjerne' er perfekt, siger George Dagless til bold.dk.

- Han har spillet stort set alle ligakampe og playoff-kampe, hvilket er lidt af en præstation, når man tænker på, hvor lang sæsonen har været.

- BMW er løbet med alle overskrifterne, og det er uden tvivl delvist, fordi de har haft Nørgaard bag dem på midtbanen til at sikre sig, at tingene er balanceret.

- Hans evne til at stoppe modstanderens angreb på midten, vinde bolde og spille i dybden har givet de tre i front tilladelse til at gøre, hvad de vil, og det har været afgørende for klubbens præstationer denne sæson.

- Det har været interessant at se Pontus Jansson (Brentford-anfører, red.) kalde ham Brentfords bedste spiller, ligesom Frank har rost ham for nyligt. Svenskeren sammenlignede ham med midtbanespilleren Kalvin Phillips fra Leeds, som for mange i England var en af de bedste i ligaen i denne sæson.

Tror du, det er realistisk, at Nørgaard bliver solgt til en større klub denne sommer?

- Det kan der godt være en chance for. Der går rygter om, at topklubber holder øje med ham, selvom det ikke er i samme omfang som Watkins og Benrahma, siger George Dagless.

Kan miste nøglespillere
Uanset om Nørgaard er i Brentford i næste sæson eller ej, vil det være et forandret hold, spår George Dagless.

- Der er stor risiko for, at de mister nogle nøglespillere, og det kommer til at afgøre deres chancer i næste sæson.

- Brentford har flere gange vist, at de er i stand til at erstatte de store stjerner med kloge tilgange, som er lige så effektive, og det kan de også meget vel gøre denne sommer.

- Både Ollie Watkins og Said Benrahma bliver sat heftigt i forbindelse med et skifte til Premier League. I England er der rygter om, at en række klubber kigger seriøst på dem, og det virker sandsynligt, at mindst en, hvis ikke dem begge, skifter væk i transfervinduet.

- I forsvaret vil det være ideelt at beholde Ethan Pinnock og Pontus Jansson sammen, selvom især Pinnock har præsteret rigtig imponerende efter genstarten, og det kan have skabt interesse, siger George Dagless.

Brentford sluttede som nummer tre i den ordinære Championship-sæson.

Annonce

13 kommentarer

Se kommentarer
Annonce