Jacob Bruun Larsen viste sig godt frem i sin Anderlecht-debut, men siden er gassen sivet af ballonen, og nu lader det til, at den 22-årige danskers ophold i den belgiske storklub bliver af skuffende karakter.
Det er meldingen fra den belgiske journalist Guillaume Raedts, som lever af at dække Anderlecht for avisen Le Soir og nyhedsbureauet Sudpresse.
I januar søgte Jacob Bruun Larsen ellers succes i Anderlecht, da han skiftede på en halvårig lejeaftale fra Bundesliga-klubben Hoffenheim efter et år med flere udfordringer i det tyske.
U21-landsholdsprofilen havde siden skiftet til Hoffenheim i januar 2020 spillet 15 kampe med nul mål og et enkelt oplæg til følge, og i et efterår, hvor Bruun Larsen var udfordret af coronavirus og følgerne af den, blev det kun til tre kampe.
Jagten på spilletid og succes gik altså over Anderlecht, men successen i Belgien er endnu udeblevet for den 22-årige offensivspiller.
Nul mål og nul oplæg i 12 kampe er det blevet til under Vincent Kompanys vinger i Anderlecht, og ifølge journalisten Raedts lever Bruun Larsen langt fra op til de store forventninger, som danskerens ankomst førte med sig.
- Indtrykket af Bruun Larsen er ikke godt efter to måneder i Belgien. Han gjorde ellers et rigtig godt førstehåndsindtryk i sin første kamp, hvor han kom ind i pausen mod Mouscron, men han har aldrig rigtig fulgt op på den kamp, siger journalisten og fortsætter:
- Han får ikke gjort forskellen på venstrekanten med sin fart eller sine evner på bolden, og han er endnu uden mål og oplæg.
- Der var virkelig høje forventninger, da vi hørte, at han kom til Anderlecht på grund af hans CV, der vidnede om et ungt talent fra Danmark med flere sæsoner i Dortmund bag sig, og som siden blev købt for et relativt stort beløb af Hoffenheim.
- Vincent Kompany siger, at han gør det outstanding til træning, men vi har ikke fået ham at se på det bedste niveau i kampene endnu.
Bruun Larsen fik efter sin debut seks startpladser for Anderlecht, men blev i de sidste to pillet ud i pausen.
Siden da er han ikke startet inde i de seneste fire kampe for Anderlecht, men danskeren er kommet på banen i samtlige kampe.
- Han prøver at gøre for meget selv
Den danske U21-landsholdsspiller kæmper ifølge den belgiske journalist med at ville være for afgørende på egen hånd.
- For mig at se vil han så gerne gøre en forskel for holdet, men problemet er, at han bliver for entusiastisk og prøver på individuelle aktioner for at score eller være afgørende.
- Han vil gøre for meget med bolden og glemmer lidt at spille simpelt med holdkammeraterne, og det har ikke medført mål eller oplæg indtil videre, siger han og fortæller om Bruun Larsens bedste kamp:
- I sin debut lykkedes han med flere individuelle aktioner og med at være en trussel for modstanderen.
- Vi så ham også forsøge at hjælpe sine holdkammerater med råd og vejledning efter kun at have været i Anderlecht et par dage, men det var også den eneste gang, vi har set en stærk præstation fra ham, og nu har han så fået en plads på bænken.
I Anderlecht har cheftræner Kompany skiftet system i løbet af forårssæsonen, og det har ikke været optimalt for danskeren, siger Guillaume Raedts.
- Siden Kompany blev træner i august har Anderlecht spillet i en 4-3-3-formation, og det var det perfekte system for Bruun Larsen med en offensiv position til venstre, men Anderlecht er siden derbyet mod Standard Liege (28. februar, red.) gået over til en 4-4-2, og det er ikke gode nyheder for Bruun Larsen.
Den belgiske journalist tilføjer, at Bruun Larsen meget vel kan tilføjes en liste af uheldige Anderlecht-lejespillere, som er kommet til klubben i januar over årene.
Således har den belgiske storklub tidligere uden held lejet Marko Pjaca i Juventus, Marko Marin i Chelsea, Filip Djuricic i Benfica og Rolando i FC Porto.
Der resterer fire runder af den belgiske ligas grundspil, hvor Anderlecht som nummer fem for tiden ligger til at kvalificere sig til playoff om Europa League.


Anderlecht
Jupiler Pro League
Danmark U21

































