





Kasper Junker fik onsdag formiddag dansk tid sin debut for Urawa Red Diamonds i pokalkampen mod Kashiwa, og angriberen scorede såmænd efter ni minutter.
Junker fortalte på pressemødet efter kampen, at han er glad for, at der kommer handling bag de ord, han har lovet: At score mål for klubben.
- Det var rigtig dejligt at være tilbage på banen, og det var rigtig fedt at score efter få minutter af kampen. Jeg er glad for, at jeg gør det, som jeg har sagt, jeg vil, siger Junker på pressemødet.
- Men jeg er skuffet over, at vi ikke kunne holde føringen og vinde kampen. Men et point efter at have været bagud med to mål er også okay.
Junker blev også spurgt, om han generelt har brug for én eller mange chancer for at score mål, og onsdag havde han altså blot brug for en enkelt.
- Nogle gange har man brug for mere end én chance for at score, men i dag behøvede jeg kun en. Forhåbentlig kan jeg score på alle de chancer, jeg får, men sådan er det ikke altid.
- Selvfølgelig skal en en angriber have chancer for at kunne score, så vi må se, men i dag var godt.
Urawa-fansene har tårnhøje forventninger til, at Junker banker kasser ind, men holdets præstationer er altså det vigtigste, siger danskeren.
- Som jeg har sagt før, er jeg her for at score mål og for at vinde kampe med Urawa, men det er også vigtigt, at holdet præsterer, så vi kan få nogle sejre.
- For hvis holdet vinder, er det også 100 procent sikkert, at jeg får flere muligheder for at score mål. Men det vigtigste er holdet, og så må vi se, om jeg kan lave mål.
- Alle har det sådan, at holdet er førsteprioritet, og jeg vil også gøre mit bedste, siger Junker.
Kasper Junker skiftede til Urawa Red Diamonds fra Bodø/Glimt, hvor han i 2020 blev topscorer i Eliteserien.


Urawa Red Diamonds



































