Indian Super League -Junker: Vil klart anbefale Indien
Foto: Delhi Dynamos
2014-12-18 16:14:56
Foto: Delhi Dynamos

Junker: Vil klart anbefale Indien

Mads Junker og Morten Skoubo fik en bitter afslutning på sit indiske fodboldeventyr, men tøver ikke med at anbefaler ISL til andre spillere med hang til oplevelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Mads Junker og Morten Skoubos eventyr i Indien er fordi for denne omgang. Delhi Dynamos nåede således ikke med i slutspillet, selvom man var meget tæt på i flere omgange.

For Junker sluttede eventyret med en skade i den sidste dramatiske kamp, hvor Morten Skoubo blev udvist i slutminutterne.

- Vi var utrolig tætte på slutspillet. Vi endte med et enkelt point mindre end Kerala og Kolkata, og havde i vores egen ydmyge optik fortjent at gå videre. Vi sluttede stærkt af med tre sejre og to uafgjorte i de sidste fem kampe, men det viste sig lige akkurat ikke at være nok, siger Junker til bold.dk og fortsætter:

- Vi var nede 0-2 ved pausen i sidste kamp mod Chennai, men kom tilbage på 2-2 og ramte stolpen i 94. minut, så det var så tæt vi var på.

- Jeg blev desværre skadet efter 20 minutters spil, og det blev altså en kedelig afslutning, mens Morten kom i en prominent klub med blandt andre Zinedine Zidane, da han fik et rødt kort for først at nedlægge Marco Materazzi i løbet af anden halvleg, og i en hektisk slutfase temmelig uforståeligt blev udvist for at skubbe selvsamme Materazzi på skulderen, efter han netop havde slagtet vores yndlings-inder Manish bagfra og næsten brækkede hans ankel.

- En sejr havde sendt os videre, men derefter kunne vi så blot afvente to resultater der ligeledes kunne sende os i semifinalerne. Et uafgjort resultat mellem Kerala og Pune om aftenen eller en Goa-sejr dagen efter mod Kolkata.

Råb og skrig på hotellet

Delhi var meget tæt på at få hjælp i begge kampe.

- Kerala vandt den omtalte kamp 1-0, selvom Pune dominerede kampen totalt, og David Trezeguet formåede i ottende tillægsminut at brænde en megachance for Pune. Man kunne bogstavelig talt høre råb og skrig udover hele hotellet i Chennai, eftersom alle spillere og ledere, fra såvel Chennai som Delhi, sad og så kampen på diverse værelser og barer.

- Næste chance var, at allerede kvalificerede Goa skulle slå Kolkata på udebane. Det virkede umiddelbart mere urealistisk, og endnu mere da vi så Goas startopstilling, hvor de sparede samtlige 11 stamspillere. Vi fløj klokken 17.00, og kampen startede 16:30. Kl 16:57 scorede Goa til 1-0, så det var lange to timer, vi var i luften, indtil vi landede og kunne konstatere, at Kolkata havde udlignet på et fejlagtigt dømt straffespark ikke lang tid før slutfløjt. Men det passede egentlig fint med den intense oplevelse vi havde med hensyn til ligaen.

- Alle kunne slå alle, og det var muligt for samtlige hold at gå videre på sidste spilledag. Noget der nærmest burde være en matematisk umulighed efter 13 spillerunder. l den forbindelse tror jeg også, ISL lærte at sidste spillerunde burde blive spillet samtidigt, så det hele bliver afgjort mest korrekt. Men sådanne 'fejl' er jo nogle, der så bliver rettet til i de kommende sæsoner.

Indien kan anbefales

Junker ærgrer sig specielt over exiten, da Delhi netop havde fundet den rette melodi på holdet.

- Det havde været fedt at få slutspillet med, specielt efter vi kom ind i en god stime med fem ubesejrede kampe, hvor vi spillede med en mere kontrabaseret taktik, noget der virkede til at være den bedste vej frem for vores hold. Vi havde en vanvittig dygtig, hurtig, egoistisk og god dribler i vores unge brasilianer (Gustavo Dos Santos, red), og han blomstrede virkelig op i det system, mens jeg spillede som venstrekant, og vi så 'ofrede' en indisk angriber til at tage slagsmålene med diverse midterforsvarer. 

- Grundlæggende syntes vi, det har været en fantastisk oplevelse. Som tidligere fortalt var alt angående kost, logi, betaling til tiden, logistik, stadion og kampe velorganiseret og helt i orden. Så det kan klart anbefales til andre spillere, der overvejer et udenlandsophold kombineret med en stor oplevelse. Og det bliver som sådan kun bedre herfra, eftersom arrangørerne har indsamlet en masse erfaring fra denne første sæson, siger Junker.

Finalen i ISL afvikles mellem Kerala Blasters og Atletico de Kolkata.

mikael@bold.dk

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce