Indian Super League -Junker: Vores fans jubler over modstanderne
Foto: Delhi Dynamos
2014-11-28 10:31:01
Foto: Delhi Dynamos

Junker: Vores fans jubler over modstanderne

Delhi-fansene jubler over modstandernes scoringer, og superstjernerne holder kaffemøder på hotellerne, beretter Delhi Dynamos danske duo, der nærmer sig et sportsligt klimaks på eventyret.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Mads Junker og Morten Skoubos eventyr i den indiske Super League nærmer sig et klimaks fodboldmæssigt. Efter en god start ramte Delhi Dynamos en skidt periode, der først blev vendt med mandagens 2-1-sejr hos North East.

Status med fire kampe tilbage af grundspillet er derfor, at den danske duo og holdkammerater skal bruge en stime af resultater for at komme med blandt de sidste fire og dermed slutspillet.

- Sejren mandag var selvfølgelig vigtig for vores chancer i forhold til at deltage i slutspillet. Vi havde for en gangs skyld noget af det held, som vi ikke føler, vi har haft i en del andre kampe, og når ligaen er så ekstremt tæt som den er, kan man med to sejre i træk spille sig op omkring top fire, selvom man ligger i bunden. Bedste eksempel er Goa, der har vundet tre kampe i træk, og gik fra en klar sidste plads til tredjepladsen på to uger.

- Nu har vi to hjemmekampe mod Mumbai fredag aften og Kolkata tirsdag aften, og kan vi hente fire point der, har vi gode chancer for at nå slutspillet. Lykkes det ikke må vi nok erkende, at løbet er kørt for os, skriver Junker i en mail til bold.dk.

Fodboldtossede ejere

Som tidligere beskrevet er presset på Dynamos-profilerne fortsat begrænset eller i hvert anderledes end i Europa. Omend Alessandro Del Piero igen skiller sig lidt ud.

- Der er ikke det store pres på os herude med hensyn at kvalificerer os/at preforme. Selvfølgelig er det målet for såvel spillerne som klubben at komme blandt de sidste fire og stå med pokalen i hånden den 20. december, men generelt er inderne ekstrem positive i deres tilgang til ligaen herude. Ligesom de i øvrigt er i dagligdagen også.

- Vores ejere var dog synligt glade, og meget lettet efter vores sejr mandag, da vi dermed stadig havde chance for at komme i slutspillet. l forhold til karismatiske italienske og spanske klubejere, så minder de indiske klubejer dog mest af alt om nogle glade fodboldtosser, der får lov at opleve en masse personligheder på nært hold. Mest presset herude er nok Del Piero, da han er det største navn i ligaen og dermed henter den største løn, men stadig har sin første assist og sit første mål til gode.

- Som tidligere fortalt er Delhi ikke den store fodbold by, og derfor er der heller ingen der snakker fodbold med os til dagligt, ligesom folk på stadion jubler lige så meget over modstandernes mål som vores egne! Andre steder er det mere udtalt med støtte til hjemmeholdet, specielt i Kerala og Kolkata er der vild opbakning med henholdsvis 57.000 og 80-90.000 tilskuere, fortæller Junker.

Stjernespækkede kaffemøder

Omkring starten af november var Delhi på udebane-turné med tre kampe på 12 dage rundt i det til tider kaotiske Indien.

- Vores 12 dages rejseri var en oplevelse, og en af grundene til vi tog af sted til lndien i første omgang. Vi fik mulighed for at opleve Goas fantastiske sandstrande, Mumbais menneskemylder og skyline samt Syd-lndien i form af Kerala provinsen. Fodboldmæssigt oplevede vi en del specielle træningsbaner undervejs, men dagen før kamp trænes der altid på stadion med tilhørende pressekonference til, så vi kom da på græs ofte.

- Rent infrastrukturelt er lndien lidt af en udfordring som land, men vi må sige, at tingene fungerer ligegyldig hvor vi kommer hen. Fly, busser til og fra hotel/kampe, samt hotellerne er alle sammen i god stand, og organiseringen glider overraskende godt fra ligaens side i et samfund, hvor vi må sige at alting ikke altid går som forventet.

- Hotellerne er i flot stand, specielt i Goa og Mumbai har vi boet fantastisk, og da vi er indlogeret samme sted som modstanderholdet render man tit på hinanden og kan snakke lidt. Det hænder, der er tre hold på hotellerne af gangen, da nogle kommer til, og andre skal af sted. Og eftersom det er de samme hoteller hver gang for alle hold, bliver der delt gode tips spillerne imellem, når de rejser videre til næste destination, siger Junker, der oplevede et sandt stjernemøde forleden:

- Det giver en loose, men stadig sjov, stemning på hotellerne, eftersom alle de indiske spillere kender hinanden, og mange af europæerne har spillet med eller mod hinanden igennem årene. Og for de lidt større navne herude, er det også en god mulighed for dem at catche up.

- Som eksempel sad Capdevila, Del Piero, Elano og Matarazzi og fik en kaffe tirsdag inden vi forlod hotellet i North East, noget man som fodbold-liebhaver godt kunne tænke sig at høre lidt anekdoter fra. Det er trods alt nogle sværvægtere i fodboldverdenen der sad der.

Personligt op og ned

Junker har indtil videre bidraget med ti kampe og to mål i Indien, mens Skoubo har spillet lidt mindre og ligesom Del Piero endnu mangler at finde vej til nettet.

- På det personlige plan har det været lidt op og ned synes vi. Morten kom skidt fra start med en hjernerystelse, der kostede ham nogle kampe, samt noget maveinfektion senere, men har spillet godt når han er blevet brugt. Jeg har selv spillet en del, men det er næsten ikke fysisk muligt at være fit til ti kampe på fem uger med tanke på alt rejseriet, varmen og vores trods alt lidt slidt fodboldkroppe.

- Så man må rationalisere lidt med kræfterne for at undgå skader. Hvilket ellers kommer i flæng nu overalt i ligaen, eftersom belastningen er enorm fysisk. Meget kan jo nå at ændre sig, men vi føler kan være vores indsats bekendt, såvel på som udenfor banen.

Delhi Dynamos spiller fredag eftermiddag klokken 14.30 dansk tid hjemme mod Mumbai City.

mikael@bold.dk

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce