



Fredag var der traditionsopgør i italiensk fodbold, hvor Juventus tog imod AC Milan. Styrkeforholdet har dog tippet klart til Juventus' side i de senere år, og med en imponerende hjemmebanestatistik i ryggen var hjemmeholdet favoritter.
Forud for kampen havde Juventus vundet de foregående 30 hjemmekampe i Serie A, og AC Milan skulle vise sig at udfordre den statistik til det sidste.
Det var dog Juventus, der kom foran efter en stærk start på kampen. Efter en halv times spil vippede Dani Alves bolden i dybden til Medhi Benatia, der holdt hovedet koldt og gjorde det til 1-0.
Kort efter flugtede Sami Khedira lige forbi AC Milans mål, og i stedet blev det 1-1 ti minutter senere. Et par minutter før pausen fandt Deulofeu holdkammeraten Carlos Bacca med en perfekt timet stikning. Angriberen passerede Buffon, og så stod der pludselig uafgjort.
Juventus jagtede sejren efter pausen og var flere gange tæt på. Efter 50 minutter var Bacca lige ved at sende bolden i eget net efter et hjørnespark. Bolden røg dog over mål. Juventus-spillerne appellerede for, at Bacca havde ramt bolden med hånden, men dommeren afviste appellerne.
Marko Pjaca var tæt på med et hovedstød efter en time, og med et kvarter igen reddede Donnarumma milaneserne. Først parrerede han Khediras forsøg og snuppede også Higuains afslutning på riposten.
Sent i kampen blev Jose Sosa udvist for to gule kort indenfor kort tid, og Higuain nåede også at have to store chancer for at sikre sejren. Donnarumma klarede begge forsøg, men dramaet var ikke overstået.
I det femte overtidsminut fik hjemmeholdet nemlig straffespark, da Mattia De Sciglio havde hånd på bolden. Fra straffesparkspletten holdt Dybala nerverne i ro og sikrede en 2-1-sejr til Juventus.


AC Milan
Juventus
Serie A






















