

I Serie A lørdag tørnede Sampdoria og Juventus sammen, hvor hjemmeholdet startede med danske Mikkel Damsgaard på bænken.
Det var de forsvarende italienske mestre, der kom bedst fra start i opgøret. Efter 20 minutter sendte Alvaro Morata en flot aflevering afsted mod Federico Chiesa, der stod fri i Sampdorias straffesparksfelt, og her kunne angriberen nemt bringe Juventus i front.
Hjemmeholdet kom også frem til en god mulighed efter en halv times spil. Her modtog Fabio Quagliarella bolden på kanten af feltet og fyrede kanonen af. Men med retning lige mod mål blev chancen blokeret af en Juve-spiller.
Cristiano Ronaldo ville også lege med, og fem minutter før pausen var han tæt på at bringe gæsterne i front. Portugiseren fik et godt træf på bolden, men desværre for angriberen røg den tæt over mål, og derfor gik de to mandskaber til pause med stillingen 1-0 til Juventus.
I anden halvleg lykkedes det faktisk Morata at få bolden over stregen efter 56 minutter, men spanieren blev fløjtet offside i situationen til stor ærgrelse for angriberen.
Efter 63 minutter af kampen kom der endelig dansk islæt på banen, da Damsgaard blev indskiftet af hjemmeholdet, men det var dog Juventus, der fortsat havde de største muligheder.
I flere situationer var det lige ved og næsten for gæsterne, men Sampdorias defensiv afviste gang på gang. Efter 74 minutter sendte Ronaldo et farlig indlæg afsted, men den blev clearet, inden den ramte en Juve-spiller.
Damsgaard formåede ikke at sætte sit aftryk på kampen, udover et gult kort, som han modtog af dommeren kort før tid.
I stedet sørgede Juventus' Aaron Ramsey at komme i fokus, da han i dommerens overtid gjorde det til 2-0 på et oplæg af Juan Cuadrado.
Det endte også med at blive resultatet, og derfor kunne Juventus fejre de tre point med en sejr på 2-0 over Sampdoria.
Med sejren rykker Juventus op på en tredjeplads, hvor de står noteret for 39 point efter 19 kampe i Serie A.


Juventus
Sampdoria
Serie A























