


Det var to legender, som stod over for hinanden i nattens VM-brag.
Portugal og Kroatien tørnede sammen i 1/16-finalen, hvor 41-årige Cristiano Ronaldo og 40-årige Luka Modric førte an for hver deres landshold i det, som skulle udvikle sig til et sandt drama.
Inden kampen blev der snakket om, at det ville blive den 'sidste dans' for taberen af Ronaldo og Modric, og man må sige, at de gav alt.
I første halvleg var der nærmest kun ét hold på banen. Det var derfor utroligt, at Portugal ikke kom foran i løbet af de første 45 minutter, da Ronaldo og co. kom frem til masser af chancer.
Bolden ville bare ikke ind forbi keeper Dominik Livakovic trods flere forsøg, så Kroatien slap afsted med VM-drømmen i behold i første halvleg.
Kroatien havde ikke meget at skyde med, men det fik man i den grad lavet om på i anden halvleg, da kroaterne var som forvandlet.
Efter 53 minutter blev Josip Stanisic sendt afsted på kanten. Han formåede her at sparke bolden ind i feltet til Ivan Perisic, som sparkede den i netmaskerne til 1-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

Sikke en udvikling i kampen, hvor Cristiano Ronaldo ikke kunne tro sine egne øjne. Men det var, som om den portugisiske stjerne nu for alvor vågnede op.
Så lykkedes det for Ronaldo
Otte minutter senere blev Cristiano Ronaldo spillet i dybden med en svær bold. Men han formåede alligevel at tage den ned i feltet og på imponerende vis chippe den forbi Livakovic.
Men midt i Siu-jublen måtte Ronaldo indse, at han var løbet offside.
Fem minutter efter fik Ronaldo en ny chance, da Renato Veiga blev nedlagt i feltet og fik tilkendt et straffespark.
Ronaldo fik naturligvis ansvaret fra straffesparkspletten, og den 41-årige anfører svigtede ikke. Han sparkede bolden sikkert i mål, og således kom Portugal tilbage i kampen.
Det var desuden første gang i karrieren, at Ronaldo formåede at score i en knockout-kamp ved et VM, så forløsningen var stor hos verdensstjernen.

Ramos 'to the rescue'
Opgøret var i denne periode utroligt hektisk, hvor Kroatien ramte stolpen og fik et mål annulleret for offside.
Det var helt lige mellem de to mandskaber, og derfor lignede det, at kampen måtte ud i forlænget spilletid.
På dette tidspunkt var Cristiano Ronaldo blevet taget ud. I stedet var det Goncalo Ramos, som løb rundt oppe i front for Portugal.
Det viste sig at blive en vigtig indskiftning af landstræner Roberto Martinez, da Ramos dybt inde i overtiden endte med at blive portugisisk nationalhelt.
Rafael Leao valgte at smide et tidligt indlæg ind i feltet i håbet om, at bolden fandt vej til Ramos. Angriberen blev dog dækket op af flere kroater.
Alligevel lykkedes det for Ramos at stige højest til vejrs og heade mod mål, og han kunne derefter se bolden flyve ind i netmaskerne til 2-1.
Det førte til nogle vilde scener, hvor alle portugisere løb ned til Ramos. Selv Ronaldo gik amok og løb ned til Ramos, som så ud til at blive Portugals matchvinder.

Vanvittigt drama
Nu fik Kroatien travlt, mens Luka Modric stod chokeret tilbage. Men dramaet i Toronto fortsatte, da Josko Gvardiola i det allersidste sekund af tillægstiden udlignede til 2-2 tæt under mål.
Eller det troede Kroatien i hvert fald.

Det viste sig, at der var en kroatisk offside i opspillet til målet, og derfor endte scoringen med at blive annulleret i et vildt VM-drama.
Efter næsten 110 minutters drama endte det hele med, at Portugal tog en 2-1-sejr over Kroatien med det sene mål af Goncalo Ramos.
Dermed er Portugal nu klar til 1/8-finalen, hvor man skal op imod Spanien.

VM Morgenbriefing: Kane redder England - Belgien leverer vildt comeback
Hattrick | Afsnit 131Harry Kane reddede endnu en gang England, da han vendte 0-1 til 2-1 mod DR Congo, mens Belgien leverede et af VM's vildeste comebacks og vendte 0-2 til 3-2 mod Senegal efter forlænget spilletid.
Læs mere
FIFA VM
Kroatien
Portugal



































