




Fredag aften skulle Roskilde forsøge at hente vigtige point i jagten på oprykning til NordicBet Liga.
Modstanderen hed HIK, som på sin hjemmebane ligeledes kæmpede om vigtige point. Værterne frister en tilværelse i bunden af Danmarks tredjebedste række og kunne med point mod Roskilde kravle over stregen.
Efter en første halvleg, hvor ingen af de to mandskaber formåede at få bolden i mål, brød gæsterne dødvandet efter 57 minutter.
Og derfra stod det ikke stille.
Roskildes Roni Arabaci fik alt for meget plads i venstresiden, og det udnyttede han til at trække ind i banen og sætte bolden i det lange hjørne til 1-0.
HIK bed dog fra sig, og et kvarter efter Roskildes føringsmål fik hjemmeholdet udlignet på en lidt tilfældig situation. Et afrettet indlæg endte med at hoppe rundt i feltet, inden Frederik Andersen steg til vejrs og sendte HIK på 1-1.
Derefter lignede det, at HIK skulle løbe med alle tre point, da Emil Thomsen i overtiden flot flugtede sit hold på 2-1.
Den føring holdt dog ikke mange sekunder. Allerede minuttet efter udlignede Marc Winkel, inden HIK's kollaps blev fuldendt efter 97 minutter.
Her fik Selim Baskaya nemlig muligheden for at sende alle tre point til Roskilde, da han skulle tage sig af et straffespark.
Det udnyttede han stensikkert, og da dommeren fløjtede kampen af lige bagefter, var gæsterens sejr en kendsgerning.
Resultatet betyder, at FC Roskilde er på andenpladsen med 38 point. Aarhus Fremad er fem point efter, men har en kamp i hånden.
HIK ligger nummer 11.

FC Roskilde
HIK
CampoBet 2. division








































