Der har udspillet sig lidt af et appel-show i den italienske Serie B denne sommer, hvor Reggina og Lecco begge blev tvangsnedrykket.
Reggina har haft store økonomiske problemer i sidste sæson med manglende udbetaling af løn og har derfor ikke fået licens til Serie B, selvom kapitalfonden Guild Capital har overtaget klubben denne sommer.
Leccos stadion ikke har levet op til kravene, hvorfor oprykkerne skulle finde et andet sted at spille, hvilket klubben gjorde i form af Stadio Euganeo i Padua.
Problemet for Lecco var, at klubben indsendte dokumentationen efter deadline, hvorfor de i første omgang ikke fik licens til Serie B.
Både Reggina og Lecco har klaget til den regionale forvaltningsdomstol i Lazio for at forblive i Serie B, og der er torsdag faldet afgørelse.
Lecco har fået medhold i deres klage og får lov at spille Serie B, mens Reggina ryger ud af rækken, efter holdet ellers var tæt på oprykning til Serie A i sidste sæson.
Regginas plads i Serie B overtages formentlig af Brescia, der blev nummer 16 i rækken i sidste sæson. Alle nedrykkere har dog forsøgt at appellere for at forblive i rækken, men med Leccos medhold ser det svært ud for dem.
Dramaet stopper dog ikke her.
Reggina har nemlig tænkt sig at køre sagen videre til den statslige forvaltningsdomstol, og her falder der først dom den 29. august.
Problemet er, at den nye Serie B-sæson allerede begynder den 19. august.
Den italienske tv-station Sport Mediaset skriver, at Lecco får lov at spille deres kampe, mens Regginas formodede kampe bliver udsat, indtil man ved, om de bliver i Serie B, eller om Brescia tager deres plads.


Reggina
Brescia
Lecco
Serie B



























