Brøndby hentede tidligere på sommeren midtbanespilleren Dominik Kaiser i tyske RB Leipzig, hvor han tidligere i karrieren har spillet under Alexander Zorniger.
Tyskeren fik debut i premiererunden mod Randers, som resulterede i en 2-0-sejr til de blå/gule på fremmed græs.
Kaiser var glad for debuten og sejren, men nu rettes fokus mod at vænne sig til tendenserne i det danske spil fremfor det han har været vant til i Tyskland.
- Jeg glædede mig til at spille, for det er et nyt kapitel i min professionelle karriere, så jeg var meget glad for at starte inde i min første Superligakamp. Man er en del af nyt hold og en ny liga, så jeg var også spændt, men den gode stemning gjorde det nemmere.
- For alle os, der spillede den første kamp for Brøndby, var det en god debut. Men det er heller ikke nemt, for spillet er meget fysisk præget med mange dueller, og det skal jeg selvfølgelig vænne mig til, siger Dominik Kaiser til Brøndbys hjemmeside.
Brøndby møder i weekenden oprykkerne fra Vejle på Brøndby Stadion.