




18-årige Sven Bech Leschly har været udtaget til B.93's seniortrup to gange, men uden at komme på banen.
Tredje gang blev dog lykkens gang - meget lykkelig endda.
Leschly kom på banen med under ti minutter tilbage af B.93's pokalkamp mod Brøndby onsdag aften, og med de blågule favoritter foran med 4-0 så det sort ud.
Sven Bech Leschly fik dog scoret et kanonmål i sin debut, og derfor var det en meget glad mand, der blev interviewet af Viaplay efter kampen:
- Det var utrolig fedt at være en del af den her kamp. Jeg er sgu glad for at komme ind og få debut, og så scorer jeg tilmed et mål. Endda et vanvittigt flot mål, vil jeg sige, fortæller Sven Bech Leschly til Viaplay med et stort smil.
Den 18-årige midtbanespiller scorede bare 80 sekunder efter, at han var kommet på banen, hvilket han også satte ord på:
- Jeg har min første berøring, hvor jeg tæmmer den, og så vælger jeg bare at hakke til den, hvorefter den går ind - og så var det endda mod Brøndby. Det bliver ikke større.
- Jeg har drømt om det her, men jeg troede ikke, at det ville ske, at jeg fik scoret i aften. Men jeg er virkelig glad for, at jeg lykkedes med det, siger Sven Bech Leschly.
Du kan se Viaplays interview med den unge B.93-spiller i videoen øverst i artiklen. Du kan også se målet i videoen.

Brøndby IF
B.93
Oddset Pokalen





































