Sanel Kapidzic viste lovende takter i AGF som ung og røg senere videre til Fredericia og FC Fyn, men det endelig gennembrud må siges at være kommet i Norge.
I sidste sæson scorede han 13 gange for Vard Haugesund i den næstbedste norske række trods klubbens status som bundhold, og i denne sæson har han lynet 17 gange i 32 kampe for Mjøndalen i samme række, hvilket er nok til andenpladsen på topscorerlisten.
- Personligt har det været et fantastisk år ingen tvivl om det. Jeg har i det hele taget haft to fantastiske sæsoner heroppe, hvor jeg har fået god respons, siger Kapidzic til bold.dk og tilføjer:
- Jeg er blevet vist masser af tiltro og har spillet stort set alle kampe i år. Alle ligakampe, alle pokalkampe og træningskampe. Jeg tror, jeg er oppe på 50 kampe i år alt i alt, og det er lang tid siden, jeg har spillet så meget. Jeg kan virkelig, hvor meget jeg har udviklet mig af det.
Kapidzic har ikke alene scoret mange, men også flere meget vigtige mål. Hele fem overtidsscoringer af danskeren har således givet fire point til tabellen.
- Der har været flere kampe, hvor vi har været presset, hvor jeg har disket op med scoringer i overtiden, men det vidner primært om en rigtig god moral på holdet, hvor alle bliver ved med at tro på tingene. Så er det bare mig, der har været heldig at score, siger Kapidzic, der håber at spille Tippeliga i 2015:
- Det bedste vil helt sikkert være at rykke op med Mjøndalen. Hvis ikke det sker, har flere Tippeliga-klubber allerede haft følere ude, så vi må se, hvad der sker. Jeg føler mig klar til springet. Men ingen tvivl om, at jeg er meget glad for at være i Mjøndalen og helst vil op med dem, siger Kapidzic.
Kapidzic og co. dyster søndag og onsdag mod traditionsklubben Brann om en plads i Tippeligaen.
mikael@bold.dk


Mjøndalen
Op/nedrykningsspil
1. Division






























