Når FC København på torsdag krydser klinger med selveste Chelsea, bliver det mere end almindelig svært at få lavet mål. I hvert fald hvis københavnernes offensiv er lige så (u)farlig, som det var tilfældet søndag aften mod AaB.
Kampens to største chancer tilfaldt AaB og deres anfører Mathias Jørgensen, som undervejs misbrugte på frit mål.
I den anden ende blev AaB-målmand Vincent Müller aldrig for alvor udfordret, og ikke en eneste af offensivspillerne i FC København præsterede noget ekstraordinært, selvom der mod slutfasen blev lagt et tryk ned mod AaB-defensiven.
Den skuffende offensive indsats præger også Bolds karakterer herunder, der går fra 1 til 10, hvor 5 er en middel præstation.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bold har udvalgt fem aktører, der var særligt i fokus i opgøret.


Kasper Davidsen
Tacklinger, nærkampe og bolderobringer. Det er nogle af unge Davidsens styrker, og det er i en kamp som denne, at den 20-årige midtbaneslider virkelig boltrer sig. Fik lov til at slide, krige og mosle rundt inde midt på, og søndag lykkedes det meste for Davidsen og hans ekolleger på AaB-midtbanen.


Kasper Jørgensen
Søndag viste højrebacken et skoleeksempel på, hvordan man piller pynten af først Robert og dernæst Elias Achouri. Kontant og koncentreret i defensiven, og som altid var backens spændingsniveau toptændt. Offensivt var der ikke meget at komme efter, men mon ikke Jørgensen alligevel selv lever fint med det.


Jacob Neestrup Træner
Et FCK-hold skal kunne skabe mere mod AaB, end tilfældet var søndag aften. Ingen af FCK-stjernerne funklede, og det må falde tilbage på Neestrups gameplan. Mesterskabskampen er genåbnet på vid gab, og der skal være store forbedringer, hvis man har det mindste håb om at drille Chelsea i Conference League på torsdag.


Mohamed Elyounoussi
I nogle øjne er han 3F Superligaens bedste spiller, men det var bestemt ikke tilfældet søndag i Aalborg. Ligesom sine offensive kolleger var Elyounoussis aktioner ganske ordinære, og der manglede simpelthen frækhed, finesse og farlighed. Der er med rette større forventninger til nordmanden, fordi denne aften var sløj.


Mathias Jørgensen
Hold da op en direktør! Kort inde i anden halvleg driblede anføreren forbi FCK-målmand Ramaj, og så skulle bolden bare sparkes i nettet. Men ak nej. Topscoreren misbrugte på det skammeligste, og bolden røg i sidenettet i stedet. Den chance fås næsten ikke større, og derfor er Jørgensen stadig målløs i 2025.

FC København
AaB




































