2025-03-20 22:42:39

Karakterer: Wow - Riemer er en mand af sit ord!

Brian Riemer og Danmark kan rejse tilfredse til Portugal til returopgøret i Lissabon. For den nye landstræner slap virkelig godt fra det i Parken mod den europæiske gigant. Se Bolds karakterer fra 1-0-opgøret her.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Parken
Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - anden kvartfinale

FT

POR

5 - 2

DAN

Dét er at begejstre, Danmark!

Brian Riemers tropper leverede en fremragende præstation mod Portugal i Parken i den første af to Nations League-kvartfinaler mod EM-kvartfinalisterne torsdag aften.

Landstræneren har i hvert fald understreget, at han er en mand af sit ord, når han bebuder, at Danmark skal angribe og spille offensivt fodbold med ham ved roret.

I front stjal Gustav Isaksen showet. Han ligner en Riemer-darling allerede, og hvor var det forfriskende at se Rasmus Højlund score sit første landsholdsmål siden oktober 2023, da han fandt netmaskerne i San Marino.

Danmark skal rejse til Lissabon med en god smag i munden og vished om, at drømmen om en semifinale i den grad er intakt.

Herunder er Bolds karakterer, der går fra 1 til 10. En spiller skal have spillet minimum 20 minutter for at få en karakter.

Artiklen fortsætter efter billedet

UEFA Nations League A -Karakterer: Wow - Riemer er en mand af sit ord!
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kasper Schmeichel - 7 
En kamp, vi har set før fra Kasper Schmeichel. To fine redninger i første halvleg på to skud, han skal have, men altså også har. Ikke meget at komme efter. 

Rasmus Nissen Kristensen - 8 
Det var underholdning i sig selv at se Nissen og Rafael Leao bokse i højre side af banen. Som to naboer, der hele tiden diskuterede hen over stakittet. Selvom AC Milan-stjernen er en ordentlig mundfuld, kom den danske back godkendt ud af det i flere situationer. Også over for PSG-profilen Nuno Mendes. 

Joachim Andersen - 8 
Fin boldomgang fra Joachim Andersen. Afleveringerne frem i banen var skarpe, og det gjorde, at Danmark af og til sprang en kæde over i deres opspil. Kort før pausen kom han i vejen på et vigtigt tidspunkt, hvor Ronaldo lurede i det lille felt. 

Jannik Vestergaard - 7 
Også en fin indsats som styrmand og god i duellerne og som en evig blokade. Driblede endda et par gange, og det er alligevel lang tid siden, man har set det fra den store mand. 

Joakim Mæhle - 8
‘Meeessi’, lød det flabet fra Den Røde Mur, når Cristiano Ronaldo kom på bolden i Parken. I samme toneleje som Joakim Mæhles famøse hyldestsang. Det lod dog ikke til, at Wolfsburg-danskeren slog sig ud af det. Stærk defensiv præstation, men han havde ikke altid held med det i sine udfordringer.  

Christian Nørgaard - 7 
Valgt som Brian Riemers talsmand i de to kampe mod Portugal. Det er ham, der fører dialogen med dommeren, og den opgave klarede han fint. Han gør rigtig meget, som man ikke nødvendigvis ser, men som hans medspillere sætter pris på. 

Morten Hjulmand - 7 
Han drejer konstant sit hoved på midten af banen for at give sig selv de bedste forudsætninger op til sit næste træk. Efter en lidt anonym indsats i første halvleg spillede han sig op i anden. 

Christian Eriksen – 5 
Av, av, av, nogle afbrændere. På en god dag havde Eriksen nærmest scoret hattrick. Straffespark og kæmpe chance i slutningen af første halvleg, hvor der blev reddet på stregen. Også en fin skudmulighed efter pausen, hvor han rammer den skævt. Trækker et straffespark, da Veiga har hånd på Eriksens flugter, men brænder selv forsøget. Første straffespark til Danmark siden 9. oktober 2021.  

Gustav Isaksen - 9
Man sidder med følelsen af, at Isaksen meget vel kan blive billedet på Brian Riemers landshold. Landstræneren havde proklameret, at han ville give Isaksen frihed til at udfordre, og det må man sige, at han gjorde. Dejligt gåpåmod selv om den direkte modspiller var Nuno Mendes. Det var ikke alt, der lykkedes, men Isaksen var oftest involveret, når Danmark blev farlige. Til sidst var det tydeligt, at Isaksen gerne ville krone den flotte præstation med et mål, og der kunne han godt have spillet andre, men generelt en særdeles opløftende indsats. 

Mika Biereth - 7 
Sikke en entré! 150 sekunder inde i landsholdsdebuten lavede Biereth et godt pres, der var lige ved at give et mål, og det medførte et kæmpe jubelbrøl. Monacos glohede frontløber opildnede fansene flere gange og så ud til at trives i den røde trøje. Fin vending og afslutning i det 36. minut, hvor en flot redning fra Diogo Costa kom i vejen for en drømmedebut. Mindre synlig i de 23 minutter, han fik af anden halvleg. 

Jesper Lindstrøm - 6 
Isaksen var ikke Danmarks eneste livlige kantspiller. På mange parametre var det ikke til at se, at Lindstrøm ikke har scoret i hele 78 kampe og så alligevel. Trods lovende takter trak Lindstrøm oftest den forkerte beslutning, da det gjaldt. Fantastisk drev efter en lille halv time, hvor han kom til en kæmpe mulighed, men så manglede beslutsomheden. Chancen var Jesper Lindstrøms fortjeneste, men dårligt eksekveret. 

Indskifterne: 

Rasmus Højlund - 8 
Siiiiiu! Foran Cristiano Ronaldo fejrede Højlund sit mål med den klassiske Ronaldo-jubelscene til stor begejstring for De Røde Mur. Virkede generelt meget opsat, og ligesom han forleden brød måltørken i Manchester United, kom nu det første landskampsmål siden oktober 2023. 

Andreas Skov Olsen - 7
Iskold assist. Så enkelt kan det siges. Wolfsburg-kanten nåede ikke mange minutter på banen, før han udmærkede sig. Og det tæller, Skov Olsen!

Landstræneren: 

Brian Riemer - 9 
Wow! Riemer har netop sat barren tårnhøjt, og man må bare sige, at han gør, hvad han siger. Hvornår har Danmark sidst spillet så medrivende en landskamp? Gustav Isaksen satte for nylig ord på Riemers ønsker: 

Han vil have action. Fremadrettet fodbold. Publikumsvenligt fodbold. Vi skal have fansene med. Vi skal turde at udfordre og være kreative. 

Præstationen mod Portugal lover bare ekstremt godt! 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - anden kvartfinale

FT

POR

5 - 2

DAN

Annonce

27 kommentarer

Se kommentarer
Annonce