FC København hentede i januar 22-årige Mamoudou Karamoko, men den franske angriber har hidtil kun fået et enkelt indhop.
Det er tilfældet, selvom FCK kæmper gevaldigt med at score mål og finde den rigtige løsning omkring topangriberen, hvor Nicolai Jørgensen og Khouma Babacar hidtil har scoret henholdsvis ét og to mål.
I søndagens 1-1-derby mod Brøndby blev Jørgensen skadet efter en halv times tid og måtte give plads til Babacar, som viste sig at være alt andet end skarp trods store chancer.
Spørgsmålet er, om Karamoko er dårligere, end hvad man ser fra FCK i kamp for tiden.
- Det ved jeg ikke, om han er, men træneren har valgt noget andet, konstaterer Jess Thorup, som havde taget Karamoko med i bruttotruppen på 20 mand mod Brøndby, men siede ham fra til den endelig kamptrup på 18 spillere.
FCK-træneren var efter Brøndby-kampen ikke meget for at uddybe, hvorfor Karamoko ikke får chancen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har vi jo snakket rigtig meget om. Vi snakker alt for meget om alle dem, der ikke er med, i stedet for dem der er med. Det er dem, jeg skal have fokus på, men jeg har sagt fra start, at jeg synes, der er nogle foran i køen.
- Nico gik ud her, og så må vi se, hvor slem skaden er, og hvem der så får chancen. Nu kom Baba ind og var egentlig med til nogle store chancer. Han manglede lige at få scoret det mål, som han også gjorde sidst mod Brøndby, hvor han også havde to kæmpe chancer.
- Han mangler lige at få hul på den byld, som han reelt fik i starten, og ellers må nogen andre se at vise, hvad de kan, siger Jess Thorup.
FCK har i flere kampe også spillet uden decideret angriber og har i stedet haft Pep Biel som falsk 9'er.
Hvad løsningen bliver i næste kamp mod Silkeborg vil vise sig onsdag.