

Der er kurrer på tråden i Rom mellem Jose Mourinho og Rick Karsdorp.
I kølvandet på onsdagens 1-1-skuffelse, hvor Sassuolo fik lov at udligne efter en sen Tammy Abraham-føring var Jose Mourinho tydeligt skuffet over en unavngiven spiller efter kampen.
- Af de 16 spillere som var i aktion, er jeg tilfreds med 15 af dem. Den sidste spiller, jeg vil ikke sætte navn på, har svigtet alle andre med sin manglende professionalisme. Jeg fortalte ham, at han kan finde en ny klub til januar.
En markant melding - selv fra portugiseren som ellers normalt ikke lægger fingre imellem.
Det har også affødt en reaktion fra Rick Karsdorps lejr, eftersom det af flere italienske medier er blevet tolket som en kritik af den 27-årige hollænder.
- Jeg er overrasket over Mourinhos kommentarer, sagde Karsdorps agent Johan Henkes til hollandske NOS Nieuws og fortsatte.
- De peger mod Rick, uden at hverken Mourinho eller Roma nævner hans navn. Vi vil have en forklaring fra klubben om trænerens ord, og måden hvorpå de kom ud.
- Det er ikke sådan, man behandler en spiller, som har spillet i Roma i fem år, afsluttede Henkes.
Rick Karsdorp har været på Olimpico siden 2017. Hans nuværende kontrakt løber til sommeren 2025.



Roma
Sassuolo
Serie A

































