2022-08-02 19:56:22

Kirkegaard var varm for Vejle i sikker pokalsejr

Kristian Kirkegaard vandt et straffespark og scorede to mål for Vejle, da de sikrede sig avancement til turneringens 2. runde med en 5-1-sejr ude over OKS Odense.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejle skulle tirsdag aften op imod Danmarksserie-klubben fra OKS Odense i silende regnvejr i det fynske.

For Vejle bar Miiko Albornoz anførerbindet fra start, hvor vejlenserne pressede på for en scoring.

Halvvejs i halvlegen kom den, da Andrés Ponce kunne bringe gæsterne foran fra ellevemeterpletten. Han omsatte den store chance, der blev tildelt efter en forseelse på Kristian Kirkegaard i feltet.

Selvsamme Kirkegaard var manden bag målet til 2-0, som det brandvarme nyindkøb satte i kassen efter assist fra Dimitrios Emmanoulidis.

Det mål var også de cifre, som de to mandskaber gik til pause på.

Reducering og målfest efter pausen

I anden halvleg pressede Vejle videre, men det var faktisk Danmarksserie-værterne fra OKS, der bed fra sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gjorde Van Tha Thawang Ni Dum fra ellevemeterpletten, hvor han reducerede til 1-2 efter 65 minutters spil.

Alligevel blev det Vejle, som trak det længste strå, da Kristian Kirkegaard lukkede og slukkede med målet til 3-1, som blev til efter en et-to-kombination med Andrés Ponce.

Derfra gik luften for alvor af amatørklubben fra Odense, og det skulle også blive til 4-1, da det netop indskiftede nyindkøb Richard Sukuta-Pasu bankede en assist fra debutanten Christoffer Ravn i kassen ti minutter før tid.

Målet til 5-1 blev sat i kassen af Christian Gammelgaard i sidste minut på et frispark, og dermed var avancementet fra DBU Pokalen sikret for Vejle.

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0