
Polske Piast er FC Københavns modstander i Europa League-kvalifikationen torsdag, og de skulle mandag i kamp mod Jagiellonia i den bedste polske række.
Piast har startet sæsonen dårligt og ligger sidst i tabellen med ét point i sæsonens første tre kampe.
Danske Mikkel Kirkeskov startede i forsvaret for Piast, og han spillede hele kampen for hjemmeholdet.
I første halvleg fik udeholdet Jagiellonia lagt bolden i nettet efter en dødboldsituation, men målet blev annulleret.
Efter 56 minutters spil kunne Kirkeskov og resten af Piast-mandskabet ikke stille meget op, da spanske Jesus Imaz bankede bolden i nettet på et flot langskud og scorede til 1-0 for Jagellonia.
Piast formåede ikke at svare igen på scoringen, og dermed tabte Piast kampen 1-0 og går ind til mødet med FCK med et nederlag i bagagen. Piast er fortsat sidst i tabellen i Polen, og de har endnu ikke vundet i den polske liga.