Trods karantæne til profilen Patrick Bang og småskader til andre normale startere vandt et ungt Kjellerup-hold i weekenden nøglekampen hos Aarhus Fremad med 4-2, og dermed er de et stort skridt nærmere oprykningsspillet.
Den rutinerede forsvarsspiller Jesper Nielsen roser sine unge holdkammerater.
- Det er sindssygt flot, at vi kan tage derhen og vinde en så vigtig kamp på den måde. Der blev spillet fin fodbold fra begge hold, og det var en kamp et højt niveau. Aarhus Fremad gjorde det egentligt fint, men vi var bare en tand skarpere i begge felter, siger den tidligere Skive-profil og fortsætter:
- Vi er inde i en opadgående kurve, hvor det tidligere på sæsonen var stolpe ud, så er det nu stolpe ind. De unge spillere rykker sig helt vildt for tiden. De er godt skolet fra klubber i Silkeborg og Viborg, og de bliver bare hele tiden bedre og bedre.
Kjellerup mangler opgør mod Jammerbugt og Vejgaard, der begge har udspillet deres rolle i forhold til top fire, og derfor ligger det umiddelbart til højrebenet for Kjellerup at sikre sig en billet til oprykningsspillet.
- Ja, det gør det. Og vi er selvfølgelig også favoritter mod Jammerbugt af samme årsag, men de er stadigvæk en meget svær størrelse at spille i mod. Undervurderer man Jammerbugt, taber man. Så vi skal have fuld fokus i de sidste to kampe, siger Nielsen.
Kjellerup har inden mødet med Jammerbugt en pokalkamp mod Lyngby tirsdag på programmet.
mikael@bold.dk


Kjellerup
CampoBet 2. division































