2. Division -Klubløs Thomas Wiil ude på ubestemt tid
Foto: AB / DJ Foto
2017-07-26 07:30:01
Foto: AB / DJ Foto

Klubløs Thomas Wiil ude på ubestemt tid

Thomas Wiil har forladt AB, men skifter ikke til en ny klub foreløbig. Forsvarsspilleren er knæskadet og vil nu arbejde på at blive helt klar igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Forsvarsspilleren Thomas Wiil er færdig i AB, da hans kontrakt denne sommer er løbet ud og ikke bliver forlænget.

Wiil har stort set ikke spillet den seneste sæson, da han har siddet ude med en knæskade, og han forklarer, at han heller ikke forventer at vende tilbage til grønsværen lige foreløbigt.

- Det har været en rigtig, rigtig hård tid at komme igennem. For nogle år siden blev jeg alvorligt skadet og var langt fra banen, men fik kæmpet mig tilbage på holdet i AB og fik spillet en masse kampe, så det kørte bare. Jeg troede, jeg var helt over det, men til en træning i januar gik jeg ind i en tackling, og så gik menisken i samme knæ i stykker, siger Wiil til bold.dk.

- Da det skete, oplevede jeg følelsen af at få en kæmpe mavepuster, som jeg aldrig har oplevet før, og det blev starten på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Jeg var lige kommet ovenpå efter et helt års hårdt slid, så da det skete, var det svært at sluge.

- Jeg skulle opereres, operationen gik fint, og jeg gik i gang med genoptræningen. Desværre er det sådan, at skader og operationer som denne ofte har komplikationer i genoptræningen, og det må jeg bare erkende, at jeg også har oplevet.

- Det betyder, at man ikke kan presse knæet lige så hårdt i genoptræningen, som man normalt kan. Jeg kæmpede hårdt for at blive fit for fight inden den 1. juli, hvor min kontrakt løb ud, men det er ikke sket, og jeg må sige, at jeg nok er et stykke vej fra at være klar.

Forsvarsspilleren står uden klub og ved ikke, hvornår han kan være klar igen.

Han har besluttet sig for at holde fokus på nu at komme helt i omdrejninger igen, før han ser sig om efter et nyt sted at spille.

- Jo hårdere jeg presser knæet, jo flere komplikationer mærker jeg, og kroppen beder efterhånden om lidt fred og ro, og at jeg ikke presser den så hårdt. Jeg skal stadig genoptræne, men jeg skal ikke presse mig selv så hårdt mere og have så travlt.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt pausen bliver en måned, tre måneder, et halvt år eller længere tid. Det eneste det handler om nu, er at blive klar igen og kunne komme tilbage på banen.

- Når kroppen er god igen, skal jeg selvfølgelig tilbage at spille fodbold. Jeg er 26, så jeg begynder også at tænke mere over den civile karriere, men jeg føler samtidig på ingen måde, at jeg er færdig med fodbolden.

Forsvarsspilleren forklarer, at der har været flere tilbud fra andre klubber, men at han grundet usikkerheden om helbredet har besluttet sig for at takke nej til mulighederne.

- Der har været flere klubber, der har spurgt til min situation, og jeg har sågar modtaget to konkrete tilbud fra udenlandske klubber, men dem har jeg måttet sige til, at jeg glæder mig meget over interessen, men jeg kan ikke takke ja.

- Det ville være nemt at takke ja til kontrakten og sige, at jeg bare skal bruge et par uger til at blive klar, men så længe jeg ikke aner, hvornår jeg kan være det, så ville tingene ikke være forventningsafstemt.

- Jeg vil ikke skrive kontrakt med en udenlandsk klub, når udsigterne til at komme tilbage er så usikre. Det er muligt, at jeg er klar om en måned, og så ville alt jo være fint, men da jeg ikke ved det, så vil jeg ikke bare skrive under på noget.

Thomas Wiil skiftede til AB i sommeren 2014 og nåede dermed tre sæsoner i klubben. Han er ked af den måde, han forlader klubben på og føler, at klubben kunne have støttet ham mere i en hård tid.

- Jeg siger ikke, at de skulle have forlænget kontrakten med mig med flere år, når nu jeg er skadet, men jeg føler, at vi kunne have lavet en form for aftale, måske for et halvt år, hvor de kunne have hjulpet mig tilbage på banen.

- Jeg har en følelse af, at de egentlig bare har ladet min situation ligge og vendt lidt ryggen til. Jeg havde ingen dialog med klubben, indtil kontrakten løb ud.

Forsvarsspilleren mener, at hans situation ikke er usædvanlig i fodboldens verden, men kan være et generelt problem.

- Er man i stand til at spille, men klubben mener, at man bare ikke er god nok til at være på banen, så kan jeg forstå, de lader kontrakten løbe ud, men for en spiller, som har spillet fast inden skaden og kæmpet hårdt for at komme tilbage, og ikke hører noget fra klubben, så synes jeg, det er ærgerligt. En skadet spiller har brug for at være i dialog med klubben, for man står meget for sig selv i sådan en situation.

- Jeg tror, der findes rigtig mange eksempler som dette, og jeg synes, det er vigtigt at få opmærksomhed på det, så skadede spillere ikke bare bliver overladt helt til sig selv, for så kan det være meget svært at komme tilbage igen.

- Når alt det er sagt, skal det ikke bare være en stor klagesang, og jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg har haft en rigtig god periode i klubben, jeg har holdt utrolig meget af rigtig mange mennesker derude, inklusiv fansene, og når jeg har spillet, har jeg nydt hvert et minut. Fodbolden er bare en hård og kynisk verden.

Wiil er nu alene om sin genoptræning, men har allerede fået lovning på støtte fra sin tidligere klub Hvidovre, når han opnår større styrke i knæet.

- Jeg er Hvidovre-mand. Jeg er født og opvokset i Hvidovre Kommune og har kommet på klubbens anlæg, siden jeg kunne gå. Klubben betyder meget for mig, og jeg har også fået at vide af dem, at jeg altid er velkommen, og det betyder selvfølgelig meget for mig.

- De har nogle faciliteter og nogle ressourcer, som kan komme mig til gode. I første omgang kommer jeg til at genoptræne hos ProTreatment, mens jeg også selv skal stå for en masse genoptræning. Når jeg føler, at jeg er langt nok fremme i processen, er det meget sandsynligt, at jeg takker ja til Hvidovres tilbud i min kamp for at komme tilbage og spille igen.

Thomas Wiil fik fire kampe for AaB i sidste sæson. Den seneste var i november mod Næstved.

mikkel@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce