Champions League -KLUMME: Afskaf reglen om udebanemål
2019-05-11 08:30:02
Foto: Anders Kjærbye / fodboldbilleder.dk

KLUMME: Afskaf reglen om udebanemål

Den tidligere Silkeborg- og Frem-spiller Simon Skibsted er klummeskribent på bold.dk, og den uddannede retoriker vil hver uge debattere og reflektere over fodbold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Vi kender det alle. Vi sidder klar omkring stuens alter – tv’et. Der ruller europæisk bold over skærmen. Det er her den lidt for smarte kommentator eller kammerat, som du har inviteret over, påstår ”udebanemål tæller jo dobbelt”.

Udsagnet er en direkte usandhed, men er fodboldlingo for at reglen om udebanemål, der blandt andet anvendes i Champions League og Europa Leagues playoff-kampe.

Er tiden løbet fra reglen om udebanemål? Det mener jeg. Udover at vi fremadrettet slipper for denne semantiske katastrofe af et udsagn, så er reglen i sin natur uretfærdig og virker vel sagtens ikke længere efter den hensigt, som var grunden til, at den blev indført.

UEFA overvejer udskiftning af reglen

Det kom i foråret frem, at UEFA overvejer at gøre reglen om udebanemål til fortid. Reglen blev indført i 1965 og hensigten med reglen var, at fremelske at udeholdet ikke pakker sig på udebane, men spiller mere offensivt, da udebanemål er mere betydningsfulde end hjemmebanemål. 

Modargumentet til denne hensigt er naturligvis, at hjemmeholdet spiller mere defensivt, da de frygter at indkassere udebanemål.

UEFA virker villige til at ændre eller afskaffe reglen. Dette er sandsynligvis med udspring i den gennemgående kritik, som reglen har fået i nyere tid. Blandt de officielle kritikere findes toptrænere som José Mourinho, Carlo Ancelotti, Jürgen Klopp, Thomas Tuchel og Arsène Wenger. 

De stemmer alle i og mener, at reglen er uretfærdig og uddateret, da udebanemål ikke har den samme betydning, som da reglen blev indført. De mener, det er blevet væsentlig lettere at score på udebane. 

Dengang reglen blev indført, var det nærmest et eventyr, som udeholdet begav sig ud på, når de skulle på udebanetur i Europa. Det indbefattede ofte lange transporttider, omstændelige rejseformer og dårlige indkvarteringer.

Hvad er alternativerne?

Det er efterhånden fem år siden, at den tidligere FIFA-præsident med det blakkede omdømme, Sepp Blatter, fremførte, at reglen burde ændres. Alligevel er den ikke ændret endnu. Det er, fordi alternativerne ikke er så ligetil, når det kommer til stykket.

Det mest logiske alternativ må være, at holdet der går videre, er det, som fører i den samlede stilling efter de to opgør. Uanset hvor og hvornår målene er scoret. Sådan er det til dels også i dag. Spørgsmålet er dog noget sværere at besvare, når det kommer til, hvad der sker, når kampene ender samlet uafgjort. 

Hvis vi tager det seneste eksempel på, at reglen om udebanemål var i brug, nemlig Tottenhams avancement til Champions League finalen efter at have tabt 0-1 på hjemmebane og vundet 2-3 ude, så var den samlede stilling 3-3.

I denne situation ville kampen skulle gå i forlænget spilletid, da den samlede stilling var uafgjort efter 180 minutter. Ajax ville naturligvis have en markant fordel ved, at de skulle spille de to gange 15 minutters forlænget spilletid på hjemmebane. 

Er det den bedste løsning, at det altid er holdet, som har hjemmebane i andet opgør, der får denne fordel?

Et alternativ kunne være den, som tidligere blev anvendt i den Engelske Ligacup. 

Kort forklaret, så trådte reglen om udebanemål først i kraft, når den samlede stilling var uafgjort efter de to kampe. Hvis vi igen tager fat i Tottenham - Ajax-eksemplet, så ville kampen gå i forlænget spilletid, da den samlede stilling var 3-3, men for at udligne Ajax’ hjemmebanefordel, så ville Tottenham føre på reglen om udebanemål, når den forlængede spilletid skulle starte. 

Ajax ville således have fordel af hjemmebane, men skulle op og jagte ét mål for at gå videre. Der er ingen tvivl om, at denne ændring vil udligne hjemmebanefordelen, men spørgsmålet er, om det er den mest retfærdige løsning?

Annonce

24 kommentarer

Se kommentarer
Annonce