




FC København gik ind til returkampen mod Stjarnan i Europa League-kvalifikationen med et fordelagtigt udgangspunkt efter 2-0 på udebane.
Ståle Solbakken valgte at rotere i startopstillingen og der var blevet plads til spillere som Michael Lüftner, William Kvist og Carlo Holse.
Viktor Fischer var også i startopstillingen og han sikrede hjemmeholdet en drømmestart. Inden der var spillet fire minutter, vendte han rundt i feltet og sparkede bolden i mål til 1-0.
FCK dominerede og skabte også flere muligheder. Det var dog ikke en stor chance, men et fantastisk hug fra distancen, der sendte FCK på 2-0. Carlo Holse trykkede til og kom på måltavlen.
Inden pausen blev det også 3-0 til det hvidblusede hjemmehold. Efter gode kombinationer sendte Mads Roerslev bolden ind i feltet, hvor Kenan Kodro kom til og scorede.
FCK sørgede for en lige så god start på anden halvleg, som de fik på første. Igen var det Roerslev, der sendte bolden ind til Kodro, som denne gang satte hovedet på. 4-0 til FCK.
Tingene var afgjort og islændingene overtog lidt mere af spillet, dog uden det for alvor blev farligt og truede Stephan Andersen i målet.
Det var til gengæld farligt hos Kodro. Han modtog endnu en bold fra Roerslev og sendte sikkert bolden i kassen til 5-0. Det var Roerslevs fjerde assist i kampen.
Det blev ikke til flere mål i kampen, selvom hjemmeholdet havde flere store muligheder i slutfasen, og FCK er dermed stensikkert videre til tredje kvalifikationsrunde i Europa League, hvor de skal møde CSKA Sofia.


FC København
Stjarnan
Europa League























