36-årige Kolo Toure tørnede i sidste sæson ud for Celtic i det centrale forsvar. Hans kontrakt med klubben udløb denne sommer, men ivorianeren fortsætter i det skotske.
Han indstiller nemlig sin aktive karriere og har i stedet takket ja til et job i trænerstaben i Celtic.
- Jeg er rigtig glad for at være tilbage i denne fantastiske klub. Det er et nyt kapitel i min karriere, en ny begyndelse. Jeg kan nu officielt sige, at jeg har trukket mig tilbage fra at spille og koncentrerer mig nu fuldt ud om trænergerningen, siger han til Celtics hjemmeside.
- For mig er det ikke den store chance at tage, i forhold til hvad jeg skal. Jeg har altid været typen, der prøver at hjælpe folk omkring mig. Nu vil jeg prøve at give råd, hjælpe de unge spillere, guide dem og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort mig i min egen karriere.
Celtic skriver på sin hjemmeside, at Kolo Toure bliver teknisk assistent i staben. Han vil være med ved alle førsteholdets træninger, men også hjælpe til hos ungdomsholdene.