




FC København havde kurs mod en sikker 3-0-sejr mod Kairat Almaty onsdag aften.
Men en fatal fejl fra Dominik Kotarski ændrede pludselig kampens temperatur og gav gæsterne nyt liv - og inden længe stod det 3-2, og løverne måtte ride en hektisk slutspurt af for at sikre sejren.
Alligevel var der ingen vaklen at spore hos Mads Emil Madsen, da snakken falder på keeperens uheldige aktioner dette efterår.
Midtbanespilleren afviser, at fejlene skal ophøjes til et mønster, og understreger, at holdet står bag deres målmand.
Det fortæller han til Bold og øvrige medier i mixed zone efter 3-2-sejren i Champions League.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Man får jo ikke så meget ud af det gode spil med fødderne, hvis det ender ud i mål til modstanderne, og det er han jo udmærket klar over.
- Jeg har ikke fulgt hele hans karriere, men mit indtryk er ikke, at han har lavet mange af de fejl tidligere.
- Jeg tænker, at det er lidt freak fejl, som der har været lidt flere af end sædvanligt. Men det er svært for mig at kloge mig alt for meget på, siger midtbanespilleren.
Hvad siger I til Kotarski, når han laver så stor en fejl?
- Det er nok ham, der er hårdest ved sig selv, så med en type som ham handler det om at prøve at løfte ham op og banke noget selvtillid ind i ham igen. At sige: 'Fuck det - videre.' I sidste ende er der ikke så meget andet, man kan gøre, siger Mads Emil Madsen.
Svær opskrift
Blandt andet på grund af personlige fejl har FCK i denne efterårssæson haft svært ved enten at køre det, der lignede en sikker sejr i hus, eller skabe de forventelige resultater.
Og netop de personlige fejl er svære at skylle væk fra den ene dag til den anden, mener Mads Emil Madsen.
Hvordan arbejder I med fejlene?
- Det er svært at finde en opskrift på, hvordan du undgår at lave fejl, men det handler jo om at bevare koncentrationen på holdet og holde hinanden op på, at vi skal være fuldt ud fokuseret i alle 90 minutter. At vi ikke har vundet, når vi er foran 3-0.
- Men det er jo svært at komme med en decideret opskrift. Det er noget, der kommer til at ske. Det er ikke den sidste fejl, der er blevet lavet, men det handler om at holde det nede, lyder det fra midtbanespilleren.

Musialas uhyggelige kollaps
Hattrick | Afsnit 1Vi starter dagens Hattrick med Viborgs rekordsalg af Thomas Jørgensen, der sammen med Amin Chiakhas permanente skifte til Rosenborg giver stof til eftertanke i FC København.
Læs mere
FC København
Champions League





























