Det kører ikke på skinner for FC Basel for tiden, der i sine seneste fire ligakampe har hentet to point, mens det for nylig blev til et overraskende pokal-exit med et 2-6-nederlag til FC Winterthur fra den næstbedste række.
Anfører Valentin Stocker skulle for nylig have rettet kritik mod cheftræner Ciriaco Sforza internt, skriver CH Media, og det skulle angiveligt være årsagen til, at Stocker er blevet midlertidigt suspenderet i Basel.
Tirsdag har Basel offentliggjort en kort meddelelse, hvor klubben skriver, at beslutningen er blevet accepteret i spillertruppen, og derfor har klubben ikke yderligere kommentarer til Stockers fravær.
- Vi beder om jeres forståelse for, at alt omkring Valentin Stockers midlertidige fravær ikke kommenteres i øjeblikket. Det er en igangværende intern proces, som ikke skal overvåges offentligt, skriver Basel.
31-årige Valentin Stocker har i sæsonens løb spillet 18 gange, scoret fire mål og lavet seks oplæg.
Basel er nummer to i den schweiziske liga, men der er hele 19 point op til Young Boys på førstepladsen.


Basel
Super League






























