Deportivo La Corunas Michael Krohn-Dehli har ikke spillet en landskamp for Danmark siden november 2015 og har dermed ikke været en del af holdets kvalifikation til VM.
Alligevel er midtbanespilleren blandt de 27 spillere, som lige nu er i VM-bruttotruppen og dermed har muligheden for at komme med til Rusland.
Krohn-Dehli føler, at han har noget at give til holdet, hvis han bliver udtaget.
- Det har gået godt de seneste måneder, og formkurven er stødt stigende, og det er nok også ud fra mine præstationer den seneste tid, at jeg er kommet ind i varmen. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan bidrage, siger Krohn-Dehli.
- Jeg har selvfølgelig rutinen, men man skal også stadig levere på banen. Det er ikke nok bare at have rutine, hvis man ikke kan tage fem med en badebold.
- Alle vil gerne være med, og det vil jeg da også, og jeg må gå ud at vise, hvad jeg kan, og så må vi se, hvad der sker.
Usikker fremtid
Deportivo La Coruna rykkede i denne sæson ud af La Liga og skal dermed spille i den næst bedste række efter sommerferien.
34-årige Krohn-Dehli har kontrakt med klubben til sommeren 2019, men ved endnu ikke, om han følger med klubben ned.
- Jeg har ikke taget stilling til noget og har ikke talt med klubben om det endnu. Der er sket en masse dernede. Der er kommet ny sportsdirektør, og der kommer ny træner. Min situation afhænger også lidt af, hvad klubben vil.
- Jeg trives i Spanien, men det er svært at svare på, hvad der skal ske. Lige nu handler det om, hvad der sker her med landsholdet, siger Krohn-Dehli.
Michael Krohn-Dehli har spillet 56 landskampe og scoret fem mål.
mikkel@bold.dk


Deportivo La Coruna
VM
La Liga
Venskabskampe
Danmark





















