Anders Kures kontrakt med Vejle Boldklub løb ud i går, og fredag meldte klubben ud, at man ikke forlænger den halvårige kontrakt, som Anders Kure skrev under på, da hans tidligere klub, FC Vestsjælland, gik konkurs i vinter.
- Det var helt som ventet. Det har været et lidt hårdt halvt år i Vejle, fordi jeg bor i København, og skiftet til Vejle endte med at være en lidt hurtig løsning, efter det gik galt i FC Vestsjælland. Men jeg har været rigtig glad for at være i Vejle, hvor jeg blev taget rigtig god imod af nogle rigtig gode mennesker, siger Anders Kure til bold.dk og tilføjer.
- Vi var enige om ikke at forlænge. Jeg var til møde med Steen Thychosen (sportschef, red.) den anden dag, og vi var på bølgelængde. Den nye ejer havde en masse nye spillere, der skulle ind, og jeg skulle også selv videre, så det var helt udramatisk, siger Anders Kure.
Nu står 30-årige Anders Kure så uden klub - og han har heller ikke synderlig travlt med at finde en ny. Hvis altså han overhovedet skal finde en ny.
- Jeg har forskellige muligheder både i og uden for fodboldverdenen i øjeblikket. Jeg går lige og overvejer, hvad der skal ske. Jeg er frisk fysisk og klar til mere fodbold, men der er også andre ting, jeg gerne vil. Så det går jeg lige og tænker lidt over i øjeblikket, siger Anders Kure, der gerne vil bygge en kandidatgrad oven på den bachelor i økonomi, han allerede er i besiddelse af.
Kure har dog ikke travlt med at komme ud af fodboldverdenen. Uddannelsen kan sagtens vente, hvis det rigtig tilbud kommer, og motivationen for fodbold er i hvert fald ikke forduftet endnu.
- Jeg er stadig motiveret for at spille fodbold. Jeg er som sagt frisk og føler mig i fin form, og hvis der er nogen, der kan bruge en som mig, så er jeg selvfølgelig klar på at overveje det. Der har da også være muligheder både i Danmark og i udlandet, men det skal være det helt rigtige tilbud. Jeg har også en lille familie, jeg skal tage hensyn til efter at have været meget væk i det sidste halve års tid, så hjemmefronten har stor betydning for, hvad jeg skal fremadrettet, siger han.
Men på trods af det, så har Anders Kure ikke tænkt sig at lukke nogen døre for, hvad fremtiden kan bringe.
- Vi er egentlig rimelig fleksible i forhold til at flytte efter det, men så skal det bare ikke være på en halvårig kontrakt, som det var i Vejle. Der skal være noget perspektiv i det, og det skal være spændende.
- Jeg vil naturligvis helst spille superliga-fodbold, men det kunne også være, der kom et spændende tilbud fra udlandet. Jeg lukker ikke nogen døre, men ser, hvad der kommer, siger Anders Kure.
Den 30-årige forsvarsspiller har tidligere tørnet ud for AGF.



Vejle Boldklub
Betinia Liga
Oddset Pokalen



























