Brian Riemer har valgt at sende Mathias Kvistgaarden videre til U21-landsholdet.
Det fortæller han til søndagens presseseance på landsholdets hotel i Helsingør.
- Jeg har været yderst, yderst tilfreds med det, jeg har set fra ham. Både i hele ugen og med hans indhop i går (lørdag, red.). Han fik sat et klart og tydeligt aftryk på kort tid.
- Jeg kom lidt til den konklusion, at han har sat et flot punktum. Han har vist det, han skulle og bestået om man så må sige, og det betyder også, at det giver rigtig god mening, at han tager ned og forbereder sig med U21-landsholdet nu, siger Riemer.
Mathias Kvistgaarden fik lørdag sin debut for Danmark, da han blev skiftet ind og spillede knap 30 minutter i testkampen mod Nordirland.
Gaaei bliver
Anton Gaaei skal - ligesom Kvistgaarden - med U21-landsholdet til EM, men modsat Brøndby-angriberen bliver han i landsholdslejren og er med til tirsdagens testkamp mod Litauen i Odense.
Artiklen fortsætter efter billedet

Riemer forklarer, at den beslutning handler om flere ting.
- Gaaei har ikke sat sit punktum endnu. Han kom jo ikke ind (mod Nordirland, red.) af flere årsager.
- Den lå ikke lige til det i forhold til positionerne, fordi vi brugte NK lidt som en tredje midtstopper, siger Riemer og giver den vigtigste årsag til, at Ajax-backen ikke smutter endnu.
- Vi er ikke så mange forsvarsspillere, og derfor er jeg nødt til at forholde mig til, at vi er bedst muligt repræsenteret, når vi står i Odense.
Hvorvidt Gaaei får debut på tirsdag, ønsker Riemer ikke at røbe endnu.
- Det er en mulighed. Det er ikke fast besluttet. Om jeg forventer det, er måske lidt voldsomt at sige, men der er da en chance for, at han kommer ned til U21-landsholdet med en debutnål, siger landstræneren.
U21-landsholdet tager hul på EM på torsdag mod Ukraine.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Venskabskampe
Danmark


































