For godt og vel to måneder siden offentliggjorde Philipp Lahm, at han stopper karrieren efter indeværende sæson.
Tyskeren jagter derfor en sidste successæson i europæisk sammenhæng, men hvis det skal lykkes, så skal Bayern München indhente Real Madrids 2-1-føring fra det første kvartfinale opgør i Champions League.
Philipp Lahm føler sig dog ganske selvsikker omkring, at hans europæiske Bayern München-karriere ikke slutter tirsdag aften på Santiago Bernabeu.
- Vi har før vist, at vi også kan vinde udekampe, men det er klart, at vi er underdogs i denne kamp. Det bliver meget svært, men jeg tror på holdet, og jeg er sikker på, at det her ikke bliver min sidste kamp i Europa, siger Philipp Lahm ifølge goal.com på et pressemøde forud for kampen.
Bayern München risikerer at må undvære både Jerome Boateng, Robert Lewandowski og Mats Hummels, men på trods af de mange tvivlsomme stamspillere forbliver Lahm positiv.
- Lewandowski scorer mange mål, og han er meget vigtig for os, men vi har stadig en masse kvalitet selv når nogle af nøglespillerne mangler. Vi vil sammensætte et hold, der vil gøre alt for at vinde, slutter tyskeren.
Bayern München tabte hjemme i Tyskland den første kvartfinale med 2-1 til Real Madrid.


Bayern München
Champions League






























