En dansker er på vej til Chelsea.
The Athletic melder, at Filip Jørgensen er tæt på at skifte til London-klubben, efter at den 22-årige keeper har imponeret stort for Villarreal i La Liga.
Men er det et for stort skridt for Jørgensen?
Steffen Højer har gennem mange år arbejdet tæt sammen med Jørgensen på U21-landsholdet, og han er sikker på, at Jørgensen er klar til et eventyr i Chelsea-trøjen.
- Det er et kæmpe, kæmpe, kæmpe klap på skulderen, og dem har han alligevel fået nogle stykker af det sidste års tid med de klubber, der bliver nævnt for ham.
- Nu må vi jo se, hvad det ender med. Han har også lige lavet en ny lang kontrakt. Så vi må se, om han bliver eller tager afsted.
Er du overrasket over, at han skulle være tæt på Chelsea?
- Nej, jeg er ikke overrasket over det. Jeg har haft en lille fornemmelse af, at der er rigtig store klubber, der er interesseret i ham.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men der er jo mange ting i det. Jeg tænker også for Filip i forhold til, hvad han skal, og hvad planen er. Jeg ved, at han er superglad for at være, hvor han er.
- Han har virkelig brudt igennem i Spanien, så der er jo flere ting i det. Jeg tænker, at han får de skulderklap, han har fortjent. Hvis der er tilbud, skal han jo til at tage et vigtigt valg, siger Steffen Højer til Bold.
Hvad betyder det for landsholdet?
På nuværende tidspunkt har Chelsea Robert Sanchez og Djordje Petrovic til pladsen i buret, mens at Kepa Arrizabalaga rygtes væk igen.
Det er derfor ikke givet, at Filip Jørgensen med det samme træder ind på Chelsea-holdet som det klare førstevalg.
Men hvordan ser Steffen Højer på det med U21-landstrænerbriller.
- Jeg ønsker, at alle de spillere omkring holdet spiller på det højeste niveau, de kan, men at de også får spilletid.
- Det er derfor klart, at det ikke gør mig noget, hvis der ikke sker noget med Filip, fordi han er et sted, hvor der er kæmpe tiltro til ham. Han får spilletid på et meget højt niveau.
- Jeg er helt sikker på, at hvis han tager det skifte, så er der en klar plan for, at der ikke bliver for langt til spilletid for ham.
Højer slår dog fast, at spilletid er vigtigt, hvis de danske talenter vil have en plads på U21-landsholdet.
Han håber derfor ikke på, at Jørgensen får for få minutter mellem stængerne, hvis han ender i London.
- Hvis jeg kigger på det, vil det være lidt ærgerligt, hvis han ikke kommer til at spille de fleste kampe. Det er jo det, der altid er interessant.
- Jeg tror, at Filip er så fornuftig og har været i gamet så længe, at han nok skal træffe det rigtige valg.
Potentiale til de største klubber
Filip Jørgensen har haft en atypisk vej til den store scene.
Han er født i Sverige, hvor han spillede i Malmö FF's ungdomsafdeling, inden at han i 2014 rejste til Spanien.
Her har han været forbi flere klubber, inden at han i 2015 tog skridtet til Villarreal, hvor han i dag er førstevalget og har haft en flot sæson.
Premier League og Chelsea er dog en anden kaliber, men her maner Steffen Højer til ro.
- Der er sådan en ting ved Filip, som gør, at han har potentialet til at blive en top, top målmand blandt de allerbedste klubber. Hvis du ser ned i målet, når han står ude på en bane, er det en flot målmand.
- Han er perfekt bygget og har den rigtige højde. Han er lynhurtig og har været vant til at spille på et hold, hvor han får en masse bolde i fødderne. Den del af spillet magter han også.
- Så han er jo stille og rolig ved at vokse sig til at blive en ret komplet målmand på trods af, at han ikke er særlig gammel.
Højer pointerer, at flere storklubber har været sat i forbindelse med Jørgensen.
Det drejer sig blandt andre om Inter, Marseille, Newcastle og nu Chelsea, og det er en hylde, som den danske keeper sagtens kan klare sig på.
- Filip har jo allerede fået en masse erfaring. Hver gang, når vi ser ham til en samling, kan man se, at hans selvtillid er blevet større, og at han er blevet en lille smule bedre.
- Så det kommer ikke bag på mig, at de allerstørste klubber også kigger på ham. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det kan han godt klare, siger Steffen Højer til Bold.
22-årige Filip Jørgensen har kontrakt med Villarreal frem til sommeren 2029.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Chelsea
Villarreal
Premier League





































