For lidt over et år siden spillede Lucas Riisgaard i Danmarksserien.
Tidligere på ugen blev han udtaget til Danmarks U21-landshold.
Den 22-årige kantspiller har taget Superligaen med storm, og det har også fanget Lars Knudsens opmærksomhed.
Danmarks U21-landstræner har nemlig udtaget Riisgaard til de tre kommende landskampe mod Belgien, Østrig og Belarus. Du kan se hele truppen her.
Lucas Riisgaard fortæller i et interview med Bold, at udtagelsen kom bag på ham.
- Det kom som en overraskelse, for det er virkelig gået stærkt. Jeg var faktisk heller ikke klar over, at jeg stadig havde en alder, hvor jeg måtte spille med. Men det selvfølgelig virkelig været fedt.
- Lars ringede mandag eftermiddag. Han synes om mig og ville gerne have mig med til de her kvalifikationskampe. Det er en kæmpe drøm, som går opfyldelse. Alle fodboldspillere vil gerne repræsentere sit land. Jeg er meget taknemlig og stolt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har trods alt kun spillet otte kampe i Superligaen, og nu er jeg udtaget til det største ungdomslandshold inden A-landsholdet. Det er kæmpe stort og et gigantisk skridt. Det et helt vildt, siger Riisgaard til Bold.
Efter den store nyhed blev overbragt af Lars Knudsen, var der kun én ting at gøre for Lucas Riisgaard:
- Ring til mor og far. Det var det allerførste. Det var vildt, og de var også overraskede, men meget stolte.
- Det er det første landshold, jeg skal spille for. Jeg har taget en lidt anden vej, siger SIF-raketten. Du kan læse mere om Riisgaards atypiske vej til dansk topfodbold her.
Tirsdag fik den 22-årige kant næsten lov til at genopleve sin udtagelse. Det var nemlig her, at Lars Knudsen delte sin trup med offentligheden.
Da først nordjyden havde læst Riisgaards navn op, begyndte telefonen ikke så overraskende at bimle og bamle.
- Det var en rødglødende telefon med over 100 beskeder liggende. Der var mange, som var overraskede eller ville ønske tillykke. Det var en travl dag, men på den gode måde. Jeg brugte god tid på at svare folk, siger den stolte Osted-dreng.
Tak til Morten
Silkeborg og resten af Superliga-klubberne kigger ind i en længere landholdspause.
Klubben fra Søhøjlandet har 23 dage mellem kamp i niende og tiende Superliga-runde, og derfor var der også lagt op til lidt ekstra fri til Riisgaard.
Sådan går det dog ikke.
- Jeg har ikke som sådan aflyst nogen ferie, men jeg havde planlagt efter, at jeg skulle hjem til Sjælland og bruge noget tid med familien. Det må vente, siger han med et smil.
Kantspilleren fortæller videre om, hvad han gerne vil have ud af sit første møde med landsholdsfodbold:
- Det bliver en fed oplevelse, og jeg er sikker på, at det er nogle gode drenge. Jeg tror på, at vi kan vinde vores kampe, så vi kan komme til EM.
- Jeg kender selvfølgelig Aske Andresen fra Silkeborg. Der er også Kasper Kiilerich, som jeg kender fra Aarhus Fremad og så Lasse Flø fra vores fælles tid på ungdomsholdene i Vejle. Det er dejligt at have en relation til et par af drengene.
- Jeg vil gerne ud at vise Danmark, hvad jeg kan. Ikke kun i Superligaen, men også på landsholdet og i udlandet. Jeg vil have så meget ud af det som muligt, og så blive det selvfølgelig også bare en kæmpe oplevelse.

Det var i Aarhus Fremad, at karrieren for alvor tog fart for Lucas Riisgaard. Her viste Morten Dahm Kjærgaard den tillid, der skulle til for at forløse potentialet, og det samme har været tilfældet i Silkeborg.
Derfor lyder der også et stort tak til SIF-bossen fra Riisgaard.
- Jeg snakkede med Morten kort efter, at jeg var blevet udtaget, og han var meget stolt. Han har også været i dialog med Lars undervejs. Det betød også meget for Morten, og han har bestemt en stor andel i, at jeg har fået den her udtagelse, siger Lucas Riisgaard afsluttende.
Danmarks kamp mod Belarus spilles den 28. september klokken 18.30 på Vejle Stadion, mens Østrig venter på udebane den 2. oktober klokken 18.00. Slutteligt møder Lars Knudsens tropper Belgien på Vejle Stadion den 6. oktober klokken 18.30.

Blandet nyt fra AGF
Hattrick | Afsnit 22AGF er videre i Pokalen med klubbens første sejr i ti forsøg, og undervejs gjorde Frederik Tingager comeback. Til gengæld er Kevin Yakob ude på ubestemt tid.
Læs mere
Silkeborg IF
3F Superliga
Danmark U21

























