Selvom han ikke var med, da Danmark vandt EM i 1992, så må Michael Laudrup betragtes som en af de mest succesfulde og mest afgørende danske landsholdsspillere i historien.
Han fik dog aldrig lov at spille en slutrunde på dansk grund, men han håber, at de nuværende landsholdsspillere får mulighed for det. Derfor er han led og ked ved tanken om, at slutrunden kan glide Danmark af hænde.
DBU-formand Jesper Møller afslørede i sidste uge, at chancerne er fifty-fifty i forhold til, om Danmark kan arrangere EM. Tour de France, som tager sin start i København, kan komme i vejen.
Michael Laudrup fortæller DR Sporten, at han mener, at man under ingen omstændigheder må opgive muligheden for EM-kampe på dansk grund.
- Et er, at fratage alle danske fodboldfans muligheden for at opleve Danmark på hjemmebane i en EM-slutrunde, noget andet er, at berøve spillerne på vores landshold tre kampe i Parken.
- Den oplevelse fik jeg aldrig selv, og det vil gøre mig ondt på landsholdsspillernes vegne, hvis de går glip af den - vel vidende, at de aldrig får den igen, siger Michael Laudrup til DR Sporten.
Danmark er vært ved de første etaper af Tour de France næste år. Cykelløbet skydes i gang den 2. juli. Hvis der skal være EM i Danmark, skal det foregå fra 28. juni. Derfor skal det logistiske puslespil lægges omhyggeligt.