





West Ham havde en - på papiret - overkommelig opgave, da de lørdag aften besøgte AFC Wimbledon, der frister en tilværelse som bundprop i League One, i den engelske FA Cup.
Premier League-mandskabet stillede med flere rutinerede kræfter som Mark Noble, Pedro Obiang, Robert Snodgrass, Andy Carroll og Javier 'Chicharito' Hernandez, så manager Manuel Pellegrini måtte grave dybt i kartoteket af undskyldninger, hvis et nederlag skulle bortforklares efter opgøret.
West Ham-mandskabet mødte dog slet ikke op med den fornødne vildskab i første halvleg mod et viljestærkt Wimbledon-hold.
Efter godt en halv times spil fik Premier League-mandskabet sin første forskrækkelse, der tegnede trist for deres FA Cup-skæbne.
Her dukkede Kwesi Appiah nemlig op og bragte de undertippede værter foran med 1-0.
Men Wimbledon-spillerne var ikke færdige med at overrumple deres Premier Legaue-kollegaer.
Fire minutter før pauseteen sløsede Pedro Obiang, da han blev tacklet af Scott Wagstaff midt på. Bolderobringen sendte Wagstaff alene mod mål, og han bevarede roen og sendte køligt bolden forbi Adrian i West Ham-målet.
I halvlegen foretog Pellegrini tre udskiftninger, og så var der lagt i kakkelovnen til et ændret udtryk for Premier League-mandskabet.
Blot 37 sekunder inde i anden halvleg fik Pellegrinis tropper dog noget af en spand kold vand smidt i ansigtet. Kwesi Appiah dirigerede et indlæg ind i boksen, og der lurede Scott Wagstaff, der gjorde sig selv til dobbelt målscorer for hjemmeholdet. 3-0 til League One-mandskabet efter 46 minutters spil.
Ti minutter senere slog West Ham dog igen. Indskiftede Lucas Perez bragede en hjørnesparksripost i netmaskerne, og så fik favoritterne en lille fornemmelse af, at de måske kunne komme tilbage i opgøret.
Også Felipe Anderson var blevet bragt i spil i pausen. Med knap tyve minutter tilbage af kampen gjorde han Wimbledon-fansene nervøse, da han på fornem vis smækkede et frispark på kanten af feltet i mål til en 3-2-reducering.
I det 76. minut følte Wimbledon sig snydt for et straffespark, da Tennai Watson ganske forbilledligt kæmpede sig tilbage til ordentlig balance efter et benspænd på vej ind i West Ham-feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.
Få minutter før tid fik kampen sin afgørelse. Wimbledons Anthony Wordsworth servede et indlæg ind til bagerste stolpe, hvor indskiftede Toby Sibbick dukkede op og headede det undertippede League One-hold på sikker sejrskurs efter lidt slinger i valsen.
Med 4-2-sejren er det fanejede hold videre til FA Cuppens ottendedelsfinaler efter en stærk indsats mod Pellegrinis dyre Premier League-drenge.


AFC Wimbledon
West Ham
FA Cup































