



Real Madrid tabte lørdag mod Mallorca i La Liga.
Derfor kunne FC Barcelona for alvor lave et hul ned til deres evige rivaler, da de på udebane mødte Atletico Madrid.
Men det var ikke så simpelt som så, og det var først til allersidst, at Robert Lewandowski kunne sikre alle tre point til gæsterne, som sejrede med 2-1.
Intenst fra start
Allerede fra begyndelsen var der intensitet at spore, og efter 39 minutter kunne hjemmeholdet bringe sig i front via Giuliano Simeone.
Blot tre minutter senere rudlignede Marcus Rashford dog med et skud gennem benene på Atletico-keeperen Juan Musso.
Herefter var alt andet end spillet i fokus. Første halvleg endte sågar med, at Nicolas Gonzalez blev sendt tidligt i bad med et direkte rødt kort efter et VAR-tjek, da han stoppede Lamine Yamal på ulovlig vis, da kometen var på vej mod mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Anden halvleg startede, hvor den første sluttede, og Gerard Martin fik direkte rødt kort grundet en stempling efter 46 minutter.
VAR kiggede efterfølgende situationen igennem, og til manges overraskelse på stadion blev det røde kort omstødt til et gult, og Martin kunne derfor blive på banen.
FC Barcelona spillede i overtal resten af opgøret, men de havde ikke let ved at komme frem til de store muligheder, mens Musso også flere gange leverede for hjemmeholdet.
I sidste øjeblik kom forløsningen dog.
Indskiftede Robert Lewandowski stod pludselig, hvor han skulle, da bolden fløj ind på polakken og direkte i mål til 2-1.
FC Barcelona fører La Liga med syv point ned til Real Madrid, mens Atletico Madrid indtager fjerdepladsen.

Kan AGF levere nyt mirakel?
Hattrick | Afsnit 3Vi starter dagens Hattrick med et opkald til Lissabon, hvor Bolds udsendte i Portugal kommer med en beretning fra AGF's 1-3-nederlag til Benfica i Europa League-kvalifikationen.
Læs mere
Barcelona
Atletico Madrid
La Liga



























