Sportsdirektør i OB Troels Bech er ikke færdig med at prøve at se, om endnu en tilføjelse kan ramme OB's trup inden transfervinduets lukning.
Her har OB allerede været aktive på transfermarkedet med fem handler, men der kan stadig være flere på vej for Troels Bech, der har planen klar for de afsluttende dage i transfervinduet.
- Jeg skal sammen med vores folk, der arbejder meget hårdt og intenst, se, om vi stadigvæk kan finde plads til forbedring i vores trup, lyder det fra Troels Bech til Bold.
Ingen panik i Odense
Det er ikke sådan, at man i Odense er i panik efter at skulle hente en forstærkning til OB-holdet. Det skal først og fremmest være en spiller, der passer ind i klubben.
- Vi vil meget gerne kigge efter muligheder i sidste øjeblik for at finde den spiller, som vi synes passer til den opgave, vi har, og så kan det godt være, der kommer mere end én.
Det hele behøver ikke at komme på én gang for odenseanerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- For vores vedkommende så tager vi én ad gangen, og det er det, tiden skal bruges på.
Prioriteringslisten
Troels Bech vil dog ikke sige, hvor præcis på banen de leder efter tilføjelser.
- Der er ikke en position, hvor vi ikke kigger på spillere. Vi kigger selvfølgelig på det hele. Vi har da en prioriteringsliste, men den kommer ikke lige ud til offentligt skue.
Hele fodbolddanmark kan på et tidspunkt formegentlig dog se, hvad der er nummer et på prioriteringslisten for fynboerne.
- Det kan man se, når vi får en ind, så kan man se, hvor vi startede på listen.
Forventer målinvolveringer
OB har hentet tre offensive spillere i sommerens transfervindue, Tobi Keskinen, Alexander Ahl Holmström og Christian Gammelgaard.
Tre spillere, som sportsdirektøren forventer noget output fra, samtidig med at de også skal styrke hele truppens kvalitet.
- Det er relativt simpelt, når det er offensive spillere, så er det målinvolveringer i første omgang. Vi har også en stærk konkurrence på flere af pladserne, så de skal også være nogen, der støtter holdet, når de ikke er på banen.
- Vi er ved at få en pæn bredde i vores offensiv, så derfor skal det også være nogen, der gavner i hverdagen og ikke kun i kampene.
Onsdagens kamp mod FC Fredericia i Betano Pokalen var et klart eksempel på lige netop det, de skal bidrage til på OB-holdet.
- I pokalkampen i går var der to assists fra Topi Keskinen og to mål fra Alexander Ahl Holmström, så det er også i sådan nogle kampe, vi skal bruge det, de kan.
Thomasberg ændrede transferplanen
Christian Gammelgaard er også ny mand i OB, og det havde han nødvendigvis ikke været, hvis ikke Thomas Thomasberg var blevet cheftræner i Odense.
- Han ville gerne spille med brede punkter, og af den grund har vi hentet Christian Gammelgaard, som vi formodentlig ikke havde gjort før trænerskiftet.
Ellers er der ikke sket de store ændringer på strategien for Troels Bech og OB, siden Thomasberg er trådt ind.
Her har Troels Bech egentlig givet Thomasberg frie tøjler til taktikken, bare holdet kommer med det rette udtryk.
- Klubben ejer udtrykket, og træneren ejer taktikken.
Troels Bech og OB har indtil midnat den anden september til at hente nye spillere til truppen.

Steinlein stiller Tullberg-garanti
Hattrick | Afsnit 7Vi starter Hattrick med Brøndby, som gerne vil af med Benjamin Tahirovic, og ham står Genk altså klar til at samle op.
Læs mere
OB
3F Superliga



























