2022-07-30 16:56:49

Lindberg-drøn cementerede Hvidovre-sejr over NFC

Marcus Lindberg bragede læderet i kassen til 2-0 for Hvidovre IF mod Nykøbing FC med ti minutter igen af kampen og sikrede en flot udesejr til gæsterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nykøbing FC havde lørdag eftermiddag besøg på eget græs af Hvidovre IF til sæsonens anden kamp for de to klubber i NordicBet Ligaen.

Begge klubber havde lagt ud med en uafgjort i sæsonåbneren, så det var to hold, der begge var på jagt efter sæsonens første sejr.

Gæsterne fra Hvidovre satte sig hurtigt på spillet og efter en enkelt afslutning på direkte frispark fra hjemmeholdet, var det også gæsterne, som tegnede sig for kampens første store chance, da Frederik Carlsen afsluttede fra nært hold.

Jannich Storch i Nykøbing-målet diskede dog op med en klasseredning og holdt stillingen på 0-0.

Det gjorde han imidlertid ikke fem minutter før pauseteen, da Martin Spelmann blev spillet fri inde i feltet og uselvisk lagde bolden til siden med stort overblik til en helt fri Tobias Thomsen, som med en flad inderside smed bolden i mål til 1-0.

Fortjent føring som halvlegen var skredet frem, og så måtte hjemmeholdet ud og jagte efter pausen.

Det forsøgte Nykøbing også, og som anden halvleg skred frem, så værterne også mere og mere til bolden, men de havde svært ved at gøre sig farlige på gæsternes banehalvdel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med en halv time igen kom Simon Madsen dog igennem i midten af banen via et godt raid, hvor han til sidst lagde bolden til rette for højrebenet, som han svang. Filip Djukic i Hvidovre-målet tog sig imidlertid sikkert af forsøget.

Herefter bølgede det mere ligeligt frem og tilbage, indtil Hvidovres Marcus Lindberg afgjorde løjerne med et drøn fra distancen. Et par meter uden for feltet trykkede han af, og så skruede kuglen utageligt op i venstre målhjørne.

2-0 og så så det yderst svært ud for hjemmeholdet, som nu skulle score to med ti minutter igen.

Alderspræsident Lars Pleidrup fik en halv friløber med fem minutter tilbage af kampen, men da hans forsøg gik langt forbi den nærmeste stolpe, løb sandet efterfølgende ud af timeglasset for NFC, og kampen sluttede med 2-0 til gæsterne.

Sejren bringer gæsterne midlertidigt op på andenpladsen i tabellen med fire point, mens hjemmeholdet hænger lidt i bremsen med ét point i to kampe. 
 

20 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
0