



U21-landsholdet fik en god start på EM-kvalifikationen, da de slog Litauen med 2-1 på udebane i Jonava.
Det blev dog en hård affære for de danske talenter, da Litauens spillere valgte at smaske igennem og som regel kom en halv time for sent i deres tacklinger.
Man kunne derfor se frustrationen vokse blandt danskerne i løbet af opgøret, mens spillere som Mathias Kvistgaarden, Lucas Hey, Oliver Provstgaard og Christian Kjelder Rasmussen blev sendt til tælling.
Sidstnævnte fortæller da også til bold.dk, at Litauen ikke spillede helt efter bogen.
- De spiller lidt over grænsen, synes jeg. Dommeren gjorde jo så heller ikke særligt meget. Men det er en del af spillet, og jeg føler også, at jeg er blevet vant til det game nu.
- Man kan ikke gøre noget ved, hvad dommeren vælger at dømme eller ej, så jeg forsøgte at fokusere på mit eget spil.
- Men der var der flere dueller, som i det mindste skulle have givet gult kort og måske et rødt kort på den med Kvistgaarden i første halvleg.
Det var dog ikke kun inde på banen, at der var irritation at spore blandt danskerne, da landstræner Steffen Højer ligeledes ikke helt forstod den manglende linje.
- Det handlede om, at Litauen var rigtig dygtige til alle de små ting, hvor de så ender med at få et rødt kort på det. Men de var jo gode til at sparke bolden væk hver gang, at der var fløjtet.
- Eller så var de lige henne og puffe mine spillere i maven og alle de ting, og det ødelagde lidt i rytmen af kampen, og det var jeg irriteret over. Jeg var klar over, at jo mere flow vi kunne få i den her kamp, jo bedre ville det være for os.
Højer forsøgte da også at påtale det over for dommerteamet, at det ikke kunne blive ved.
- Ja, jeg gjorde jo mit for at hjælpe dommeren, men han havde ikke brug for hjælp i dag åbenbart, griner Steffen Højer.
Anfører Maurits Kjærgaard var heller ikke tilfreds med dommerens præstation, og derfor var danskeren faktisk i tvivl om, hvorvidt han var dommer.


EM U21
Danmark U21



























