









Mandag eftermiddag skulle Kroatien og Japan dyste om en plads i VM-kvartfinalen.
Kroaterne havde foretaget to ændringer siden sidste gruppekamp. Bruno Petkovic startede inde i stedet for Marko Livaja i angrebet, og Borna Barisic fik chancen fra start.
For Japan startede Arsenals Takehiro Tomiyasu, mens Ko Itakura og Takefusa Kobo missede opgøret med henholdsvis karantæne og sygdom.
Som forventet var det Luka Modric og co., der fra startfløjt sad på spillet og dominerede.
Japanerne var i de første minutter fint tilfredse med at stå dybt og afvente, men det betød ikke, at de ikke blev farlige, når de kom i boldbesiddelse.
Det var også asiaterne, der kom frem til kampens første chance efter tre minutter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et indlæg nåede frem til Shogo Taniguchi, som satte hovedet på, men kuglen gik fobi venstre målstolpe.
Kort tid efter var det Kroatiens tur til at blive farlige. Ivan Perisic kom afsted i venstre side. Han stod alene med målmand Shuichi Gonda, men formåede ikke at vinde duellen mod japaneren, som flot tog sig af skuddet.
Derefter overtog Kroatien spillet, men østeuropæerne havde svært ved at åbne den japanske defensiv. I stedet slog de blåblusede til lige før pausen.
En løs bold havnede for fødderne af Daizen Maeda i feltet, og så kunne han gøre det til 1-0.
I anden halvleg pressede Perisic og co. for alvor på i håb om at sikre sig en hurtigt udligning, og den mission lykkedes.
Efter 55 minutters spil sendte Dejan Lovren et indlæg ind mod Perisic, som med et flot hovedstød gjorde det til 1-1.
Både Japan og Kroatien var i slutfasen tæt på at komme foran, men hverken Modric eller Wataru Endo havde held med at gøre det onde ved modstanderholdet.
Den ordinære spilletid bød ikke på flere store chancer, og derfor skulle kampen ud i forlænget spilletid - uden Modric, som blev udskiftet i anden halvleg.
Forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence
I den forlængede spilletid var det tydeligt, at spillerne fra begge hold var dødtrætte, og alle ventede nærmest på, at straffesparkskonkurrencen skulle i gang.
Efter 30 kedelige minutter skulle det hele afgøres fra pletten, og det var Minamino, der sparkede først.
Den tidligere Liverpool-spiller brændte, og Kroatien scorede. Brightons Kaoru Mitoma skulle tage sig af Japans andet spark. Han brændte også, og det så nu sort ud for asiaterne.
Men på det tredje spark brændte Kroatien, og så havde Japan muligheden for komme med igen, men Yoshida brændte, og da Pasalic scorede på det fjerde spark, kunne Kroatien juble over sejren.