Niels Lodberg har i den seneste tid forhandlet med AC Horsens om at forlænge aftalen som assistenttræner i klubben. Nu står det dog fast, at hans fremtid ikke er i klubben.
SønderjyskE og Horsens bekræfter nemlig, at Lodberg bliver assistent i Haderslev efter sommerferien, hvor han bliver assistent for den nye cheftræner Claus Nørgaard.
- Niels Lodberg er en vindertype, som vi er utroligt glade for at have tilbage i det lyseblå team. Han kender klubben ud og ind, og det vil være som om, han aldrig har været væk fra klubben, siger sportschef Hans Jørgen Haysen ifølge klubbens hjemmeside.
- Niels Lodberg var i tre sæsoner personificeringen af vores værdier om hårdt arbejde og sammenhold, og han møder op efter sommerpausen med en spændende og anderledes tilgang som træner, hvilket helt sikkert kommer til at supplere og fuldende en meget stærk trænertrio.
- Niels Lodberg gør i foråret sit arbejde færdigt hos AC Horsens, og frem til sommerpausen vil det i SønderjyskE være Claus Nørgaard og Henrik Hansen, som sammen vil føre vores superligahold gennem et utroligt spændende forår, siger han.
Lodberg forlod SønderjyskE i 2015 og har underskrevet en toårig kontrakt, der holder ham i klubben indtil 2019.


Sønderjyske
AC Horsens
3F Superliga


























