SønderjyskE har denne sommer hentet tyske Sebastian Mielitz til klubben, og cheftræner Claus Nørgaard meldte med det samme keeperkampen mellem Mielitz og Lukas Fernandes helt åben.
I lørdagens premierekamp i Superligaen var det Mielitz, der vogtede buret, og det ærgrer Fernandes, som stod 27 Superliga-kampe for klubben i sidste sæson.
- Jeg er selvfølgelig meget skuffet. Det har været en tæt kamp mellem os, men jeg følte ikke, at han havde slået mig af i løbet af de tre ugers opstart, siger Fernandes til bold.dk.
- Jeg føler, jeg gjorde det fint i sidste sæson, og at jeg havde en stor andel i, at vi kom i top seks. I mesterskabsspillet var jeg ikke helt tilfreds med mine præstationer, men led også lidt under, at holdet ikke var på toppen.
- Mit mål for denne sæson var at fortsætte min udvikling og hæve mit bundniveau, men det er ikke så nemt, når man ikke spiller.
Fernandes har talt med Claus Nørgaard om situationen og understreger, at han nu vil gøre sit for at vinde pladsen i målet tilbage.
- Det handler om at kæmpe, og der er stadig kamp om pladsen. Jeg er sikker på, at han ikke skal have så mange usikre præstationer, før jeg er tilbage i buret. Jeg forsøger at træne godt, kæmpe hårdt og bevare det gode humør. Det er altid hårdt at sluge, når man lige er sat af, især når man ikke føler, det er fair, men jeg må se fremad.
- Jeg må vise overfor Claus, at han har taget fejl og godt kan se, at det er mig, der skal spille. Jeg har selvfølgelig talt lidt med Claus om det, og han har fortalt, hvor jeg kan udvikle mig, så det må jeg forsøge at gøre, så jeg kan vinde pladsen i buret tilbage.
- Jeg er ikke enig i Claus' valg, men jeg respekterer det og accepterer det. Det ændrer dog ikke på, at jeg hurtigst muligt vil vinde pladsen tilbage, siger Fernandes til bold.dk.
24-årige Fernandes har kontrakt med SønderjyskE til sommeren 2020.
mikkel@bold.dk


Sønderjyske
3F Superliga































