Luxembourg har gjort det godt i EM-kvalifikationen, men mandag aften kom de med garanti ned på jorden igen med et brag.
For mod Portugal blev det lille land knust med cifrene 0-9, hvilket undervejs også blev for meget for landstræner Luc Holtz, der forlod sin plads på sidelinjen ved stillingen 0-8.
Landstræneren mødte dog op til pressemødet efter opgøret, men her havde han svært ved at finde de rette ord om det kollosale nederlag.
- Jeg var bedrøvet og skuffet. Det er en forfærdelig og meget negativ følelse, fordi vi ikke var gode.
- Intet fungerede taktisk, i fart, på alle områder af spillet var vi slet ikke gode. Inden kampen havde jeg sagt, at jeg ikke regnede med nogen point, men det var absolut en skuffelse og en kæmpe frustration.
- Vi er nødt til at holde hovedet oppe og komme over det, som vi gjorde i fortiden. Vi har to vigtige kampe i oktober, siger Luc Holtz til pressemødet ifølge Abola.
Luxembourg ligger nummer tre i gruppen med ti point. Tre færre end Slovakiet på andenpladsen.
Den 13. oktober venter Island på udebane for det luxembourgske landshold.


EM
Luxembourg

































