



Jammerbugt har indtil videre haft et jammerligt forår med kun én tyvstarts-sejr over Frem tilbage i årets første kamp.
De har derfor sat førstepladsen i 2. divisions gruppe 1 på spil, men mandag vendte lykken for Jammerbugt i hjemmekampen mod bundholdet Holstebro. Her blev det til den første sejr i fem kampe.
Jammerbugt måtte dog have en god portion tålmodighed med på grønsværen for at nedbryde Holstebro, da de først med tyve minutter igen fik ram på gæsterne ved Anders Jensen.
Den scoring var nok til at sikre alle tre point for Bo Zincks tropper, men de manglede et enkelt mål i bestræbelserne på at hive førstepladsen tilbage fra B93, som fører rækken på flest scorede mål.
I haserne på Jammerbugt følger blandt andre Brabrand, som var tæt på at gøre sin entré i den vigtige top seks. Men med et stærkt comeback i de sidste ti minutter vendte Middelfart 0-1 til 2-1 og snuppede femtepladsen.
I Dalum var der et sent aarhusiansk point, da Aarhus Fremad hentede 1-1 med en udligning efter 88 minutter. Opgøret var kortvarigt afbrudt i det kraftige blæsevejr.

Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar