Lyngbys 28-årige sydafrikanske kantspiller Bradley 'Suprise' Ralani har endnu ikke været i aktion i Superligaen i denne sæson, og det kommer han måske heller ikke.
I hvert fald har Lyngby sendt Suprise til Helsingborg, hvor han viser sig frem for cheftræner Henke Larsson – som Suprise tidligere spillede under i Landskrona.
- Han besøger Helsingborg i tre dage. Han er en dygtig spiller, men han har også alderen til at spille mere kontinuerligt. Hans kontrakt udløber om et halvt år, og i det lys er det en rigtig god mulighed for ham, siger manager David Nielsen til bold.dk.
Nielsen peger på den øgede konkurrence på kantpositionerne som årsagen til Suprise manglende spilletid, men han vil ikke udelukke, at Suprise kommer tilbage og får spilletid i efteråret.
- Nu ser vi, hvordan det går for ham i Helsingborg. Det er det, som han har fået lov til indtil videre. Hvis ikke det udmønter sig i noget, ser vi ham stadig som en dygtig spiller, der kan blive vigtig for os i efteråret, siger Nielsen.
32 kampe og tre mål er det blevet til for Suprise i godt halvandet år i Lyngby.
mikael@bold.dk


Lyngby Boldklub
3F Superliga





























