








Da Lyngby onsdag mødte Slagelse i Sydbank Pokalen, var det med assistenttræneren Jonathan Hartmann i spidsen for holdet, da både cheftræner Christian Nielsen og assistent Mikkel Beckmann fra fraværende.
Hartmann havde stor succes om vikar, da Lyngby vandt opgøret med hele 9-0, og den unge træner jubler over den tiltrængte succesoplevelse efter en hård start på sæsonen.
- Jeg håber, at Christian og Mikkel er hurtigt med igen, men når tingene går, som de gjorde i denne kamp, gør det selvfølgelig tingene ekstra nemt og sjovt.
- Der er ikke en finger at sætte på kampen. Vi fik scoret en masse mål, fik holdt et clean sheet, fik set en masse spillere i aktion og fik ingen skader. Det kunne ikke være bedre, siger Hartmann til bold.dk.
Potentialet blev forløst
Selvom storsejren blev sikret mod en på papiret svagere modstander, var der masser af ting fra kampen, som Lyngby kan tage med sig videre til de kommende uger i Superligaen, påpeger Hartmann.
- Denne præstation kan give os rigtig meget til de kommende kampe. Vi spillede rigtig godt og fik scoret en masse flotte mål. Vi fik øvet presspillet og fik tanket godt med selvtillid,
- Vi havde brug for en succesoplevelse, og vi smadrede bare derudaf, også da vi var stort foran.
- Vi er ikke blevet savet over i Superligaen, så vi ved, vi har kvalitet til at være med, men nu skal vi have hul på bylden og få forløst noget af det potentiale, der er på holdet, og det hjælper denne kamp selvfølgelig til, også på sigt.
Udover at der har været problemer med at score mål, har Lyngby også haft svært ved at lukke af i defensiven.
Hartmann var dog ikke i tvivl om, hvad der glædede ham mest ved onsdagens sejr.
- De ni scoringer var vigtigst, for mange af vores offensivspillere fik vist sig rigtig godt frem. Vi havde mange målscorere, så flere spillere fik tanket selvtillid, og vi kunne endda have scoret flere mål, vurderer Hartmann.
De første meldinger fra Lyngby går på, at både Christian Nielsen og Mikkel Beckmann kan vende tilbage senest i næste uge. Her tager Lyngby imod AC Horsens fredag aften i Superligaen.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar