3F Superliga -Lynhurtig OB'er: Har sgu ingen hemmelighed
2020-08-04 13:57:01
Foto: Getty Images

Lynhurtig OB'er: Har sgu ingen hemmelighed

Mikkel Hyllegaard mener, at hans hurtighed blandt andet er årsag til, at hans første halvår i Superligaen er gået langt over forventningerne. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

OB hentede i vinter den 21-årige angriber Mikkel Hyllegaard i Danmarksserie-klubben SfB-Oure FA.

I forbindelse med præsentationen af angriberen vurderede daværende sportsdirektør Jesper Hansen, at Hyllegaards fart var på et højt internationalt niveau, og for nyligt blev hans fart sammenlignet med Usain Bolt og Arsenal-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang.

Ifølge Fyens Stiftstidende har Hyllegaard løbet en 30 meter-sprint på 3,82 sekunder, mens Bolt løber den på 3,78 og Aubameyang på 3,9 sekunder.

Netop den fart har været medvirkende til, at Hyllegaards første halvår i OB har været langt over forventet, siger han til bold.dk.

- Det er gået klart over forventet. Selvfølgelig ville jeg gerne prøve at spille og komme på banen, men jeg havde ikke de høje forventninger, da jeg kom i vinter, andet end at det kunne være sjovt på et eller andet tidspunkt i løbet af halvsæsonen at komme ind og prøve at mærke Superligaen, siger han og fortsætter:

- Set i det lys er det gået langt over mine forventninger, for jeg har fået fint med minutter og fået vist, hvad jeg kan.

Hyllegaard finder sin forklaring på det overraskende forår, hvor det er blevet til 13 kampe og fire scoringer, i sin spidskompetence.

- Min spidskompetence, som er min hurtighed, kan jo bruges i mange forskellige slags kampe, og det er nok derfor, at jeg er blevet spillet så meget. Jeg kan gøre en forskel og lægge noget pres på modstanderen. Det har givet mig noget godt i forhold til at komme hurtigt ind i det, siger han.

Hyllegaard scorede to af sine mål i playoff-kampene mod AC Horsens, og han scorede mod SønderjyskE og Silkeborg i nedrykningsspillet.

Ingen hemmelighed bag hurtigheden

Men hvordan bliver man så hurtig som Mikkel Hyllegaard? 

Ifølge ham selv er det generne, og der gemmer sig ingen hemmeligheder, siger han.

- Nej, der er sgu ingen hemmelighed. Det må ligge i generne. Hvis du spørger min far, så er det sgu nok fra ham af, siger han og forklarer:

- Jeg har altid været hurtig, og det har altid været min klare spidskompetence, men det skal også siges, at de seneste par dage er det også blevet kørt op til noget helt vildt, hvor jeg er blevet sammenlignet med Usain Bolt og Aubameyang.

- Det er jo mennesker, jeg slet ikke skal sammenlignes med.

Hyllegaard fortæller, at han ikke træner sin hurtighed mere end de sprint-øvelser, som OB-staben giver sine spillere.

Debuten står højt på listen over nye oplevelser

Med sin kontrakt i OB og de 13 Superliga-kampe har det sidste halve år budt på flere store oplevelser for den unge odenseaner, der blandt andet fik debut i forårssæsonens første kamp mod Brøndby, ligesom han var med på Ceres Park, da OB spillede om en plads i Europa League i sidste uge.

- Det er svært at udpege den største. Min debut står højt over oplevelserne. Det var på hjemmebane, det var mod Brøndby og det var min første gang, hvor jeg oplevede mange mennesker på lægterne og sindssygt god stemning, siger han og tilføjer:

- De seneste kampe i puljerne har også været sindssyge, så det er svært at sige. Men allerede nu har der været mange store oplevelser.

På nuværende tidspunkt bliver Hyllegaard efter sommer en del af en angriber-gruppe, der foruden Hyllegaard selv tæller Mart Lieder, Emmanuel Sabbi, Sander Svendsen, Issam Jebali, Rasmus Nissen og Max Fenger.

Han vil endnu ikke vurdere, hvordan han står i forhold til næste sæson.

- Vi har sindssygt mange skarpe angribere, og vi er efterhånden også ved at være rimeligt mange. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg ser mig, jeg må vente at se, om der sker noget i transfervinduet på den ene eller anden måde, og så tager jeg det lidt derefter.

- Jeg tager det, som det kommer, og så må vi se, hvad der sker efter pausen.

Hyllegaard har kontrakt med OB til sommeren 2022.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce