2022-06-25 06:30:01

Målscore på 62-7: Serie 4-klub vader i succes

Øster Nykirke har været suveræn i Serie 4 efter tilgangen af hele 14 spillere fra Give Fremad. Træner Brian Vivelsted siger til bold.dk, at han glæder sig over succesen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Målscore på 62-7. 

Øster Nykirke IF har tromlet igennem Serie 4 i denne sæson, da mandskabet nærmest har ryddet alt modstand af banen. Den sidste kamp tabte mandskabet dog, da oprykningen til Serie 3 allerede var sikret efter 13 vundne kampe i træk. 

Inden sæsonen fik serieklubben massiv tilgang fra Give Fremad i form af hele 14 spillere, hvoraf mange af dem havde gjort sig i Jyllandsserien.

Derfor lå det også i kortene, at mandskabet skulle klare sig godt, siger Øster Nykirke-træner Brian Vivelsted til bold.dk.

- I forhold til vores sæson vidste man næsten godt, hvordan det ville gå. Vi spillede nogle træningskampe, hvor vi blandt andet vandt 8-0 og 12-1. Sportsligt vidste man måske godt, at der ikke var så meget at hente i Serie 4, siger Brian Vivelsted til bold.dk. 

Øster Nykirke har dog også ryddet modstanderne af vejen inden nogle opgør af ren frygt for mandskabets styrke, siger Vivelsted. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fire ud af otte kampe blev faktisk vundet på skrivebordet på det tidspunkt, og det er nok takket være LigaBold.dk’s fine artikel om vores tilgange. Det vidste alle vores modstandere godt, inden vi mødte dem. De stod nærmest og kiggede på vores opvarmning med åben mund og polypper, inden vi skulle møde dem, fordi de vidste godt, hvad der ventede dem. Den artikel har skabt noget opmærksomhed, og det har kun været positivt. 

Kan være med i Serie 2

Højdepunktet var ifølge Vivelsted, da Øster Nykirke mødte Hatting-Torsted fra Serie 2 i en træningskamp, hvor det blev til en 2-0-sejr. Derfor mener træneren også, at Øster Nykirke har niveau til at spille med i toppen af Serie 2. I næste sæson venter der Serie 3-modstand. 

- Vi har mødt et par Serie 3-hold, og i toppen af Serie 3 kan vi godt være med. Nu er spørgsmålet, om vi kan holde sammen på det, fordi folk har prøvet det. Det har ikke været sportsligt særligt udfordrende. Vi har savnet de tætte kampe, hvor man bliver presset og udfordret. 

- Til et spillermøde blev der sagt, at det næsten var lige meget, hvem de havde sat til at være træner, så havde personen nok fået holdet til at rykke op. Der er også den dimension, at jeg har været udfordret, da jeg har stået over for nogle spillere, der har spillet i Jyllandsserien i sæsonen før på træningsbanen. Der skulle jeg også lige pludselig oppe mit game. Det er måske mig som træner, der har været mest udfordret. 

Vivelsted pointerer, at de 14 spillere fra Give Fremad har givet meget til Øster Nykirke. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har også givet dem den frihed, fordi det kunne de sagtens magte. Det er jo kloge spillere og rigtig gode spillere. Det er nogle gode drenge, og vi har været utrolig fair over for modstanderne. Vi har jo ikke sagt til modstanderne: ’Her kommer vi’, siger Brian Vivelsted til bold.dk, der tilføjer, at forstærkningerne har givet sig meget i kampene, og det skal de roses for.

Øster Nykirkes andethold har også haft succes, da det også formåede at rykke op fra Serie 5 til Serie 4.  

Førsteholdet vandt med hele 13 point ned til Tørring/Ølholm på andenpladsen.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0