Aral Simsir stjal fokus, da han leverede en genial assist i FC Midtjyllands 2-0-sejr i Europa League over Maccabi Tel Aviv torsdag.
Men kort efter kampen opstod der tumult mellem flere spillere, og det får nu Maccabi Tel Aviv til at komme med nogle hårde beskyldninger mod Aral Simsir.
Til Bold beretter officielle repræsentanter fra den israelske klub, at FC Midtjyllands Aral Simsir ifølge flere af klubbens spillere skulle have råbt ’Befri Palæstina. Jeg håber, I dør’ under og efter torsdagens Europa League-kamp, der blev spillet på neutral grund i Serbien.
Bold var på plads på stadion til kampen i Serbien og kunne se, hvordan der kort efter slutfløjt opstod tumult foran spillertunnellen mellem Aral Simsir og flere af Maccabi Tel Aviv-spillerne herunder blandt andre Nir Bitton.
Her måtte flere spillere fra begge mandskaber stille sig i vejen for, at det ikke udviklede sig yderligere mellem de to spillere.
Og ifølge Maccabi Tel Aviv eskalerede det på grund af tilråbene fra Aral Simsir.
Bold har spurgt den israelske klub, om klubbens egne spillere også råbte lignende ting den anden vej.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det afviser Maccabi Tel Aviv.
Afviser
Bold spurgte efter kampen både cheftræner Thomas Thomasberg og FCM-anfører Mads Bech Sørensen ind til situationen, hvor førstnævnte havde bemærket episoden, men ikke var klar over, hvad det handlede om. Sidstnævnte havde ikke set noget.
Samtidig blev der forsøgt at få kommentar fra Aral Simsir, men det var ikke muligt.
Bold har i forbindelse med beskyldningerne fra Maccabi Tel Aviv igen rakt ud til FC Midtjylland, der afviser israelernes udlægning.
- Der bliver sagt og gjort meget i kampens hede, men vi kan på ingen måde genkende den udlægning, der kommer fra Maccabi Tel Aviv, lyder det i et skriftligt svar fra FC Midtjylland.
- Vi lægger al vores energi i forberedelserne til aftenens vigtige opgør i Brøndby, lyder det videre.
Repræsentanter fra Maccabi Tel Aviv fortæller videre, at episoden ved spillertunnellen fandt sted foran UEFA’s folk, der var til stede ved kampen.
UEFA skriver i et skriftligt svar til Bold, at de officielle rapporter fra kampene, der blev spillet i denne uge, i øjeblikket bliver modtaget og gennemgået.
- Vi har ingen yderligere oplysninger at give dig på nuværende tidspunkt, lyder det videre.
Neutral grund
UEFA har forbudt kampe på israelsk grund siden oktober 2023 som følge af krigen i Mellemøsten.
I løbet af sommeren betød det, at Maccabi Tel Aviv spillede sine europæiske hjemmekampe i Ungarn, men siden blev man enige med Partizan Beograd og det serbiske fodboldforbund om en aftale.
Derfor bliver israelernes hjemmekampe i Europa League spillet i Serbiens hovedstad, og her var den første hjemmekamp mod FC Midtjylland.
Kampen var en højrisikokamp, hvilket blandt andet betød, at der var meget kampklædt politi og militær til stede på tribunerne under kampen.
Det høje sikkerhedsniveau betød også, at der næsten ikke var nogle tilskuere på stadion, fordi det stort set var umuligt for blandt andre serbiske fans at få billet til kampen.
Omkring tyve FC Midtjylland-fans havde taget turen, mens det kun var familiemedlemmer til enkelte spillere og trænere fra Maccabi Tel Aviv, der overværede kampen på det serbiske stadion.
Kampen torsdag blev spillet, alt imens der de seneste par uger er sket en markant optrapning af den verserende krig i Mellemøsten, hvor der de seneste dage næsten har været daglige angreb på tværs af grænsen mellem Libanon og Israel.
Bold har spurgt UEFA ind til beslutningen om at lade israelsk fodbold deltage i europæiske turneringer, men det har UEFA ikke givet et svar på.
FC Midtjylland spiller igen på søndag klokken 18.00, hvor klubben gæster Brøndby i Superligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
Maccabi Tel Aviv
Europa League





































Denne artikel kan ikke kommenteres