Den 34-årige veteran Elkin Soto havde egentligt besluttet sig for at forlade Mainz og Tyskland denne sommer for at tage hjem til Colombia for at spille videre.
Planen blev dog ødelagt søndag, da Soto totalsmadrede sit knæ i kampen mod HSV i et et uhyggeligt uheld. Det fik straks Mainz til at tilbyde midtbanespilleren en ny kontrakt, selvom der helt givet venter en operation og en meget lang genoptræning.
- Hvis han vil, får han en ny etårig kontrakt med det samme, siger Mainz-manager Christian Heidel til Sport1.
Mainz-lejren var tydeligt rystet efter 1-2-nederlaget til HSV.
- Vores tanker går til Elkin Soto. Nederlaget er skideligegyldigt. Da jeg så, hvordan knæet så ud, var det svært at koncentrere sig om spillet. Det bragte os naturligvis ud af kurs, siger profilen Johannes Geis til Sky.
Soto har spillet i Mainz siden januar 2007.


Mainz 05
Bundesliga
































